Anmeldelse av "Liturgien som modernitetskritikk"

22.03.2017
Asger Chr. Højlund
Bokanmeldelser Liturgi

Knut Alfsvåg, Liturgien som modernitetskritikk, FBBs skriftserie om teologi og kirke nr. 4, Råde: For Bibel og Bekjennelse 2016.

"Liturgien som modernitetskritikk"

Denne lille bog på 38 sider er en bearbejdning af et foredrag, forfatteren holdt ved Nord-Europæisk Luther-Akademis (NELA) samling i Bergen i august 2015. Hvilket ikke skal forlede en til at tro, at den er enkel og lettilgængelig. Bogen er, i al sin korthed, båret af en dyb indsigt i og en original brug af grundlæggende teologiske og filosofiske afgørelser.

Bogens hovedanliggende er at stille skarpt på sammenstødet mellem den kristne tros og det moderne menneskes grundlæggende forståelse af og forhold til tilværelsen. Det er det, ordet liturgi i titlen sigter til. Liturgi står ikke her for liturgiske detaljer, men for det grundlæggende syn på tilværelsen, som bekendelsen af troen og læsningen af bibeltekster (grundstammen i kristen gudstjeneste på tværs af nok så forskellige kirkelige traditioner) rummer.

I den kristne bekendelse til Jesus som Herre ligger der et udsagn, som sprænger fornuften, nemlig at Gud i hans uendelighed har gjort sig til et med et begrænset menneske – tonaturlærens paradoks er et omdrejningspunkt i Knut Alfvågs overvejelser. Vi kan ikke forstå Guds uendelighed ved hjælp af fornuften – det ville også tankemæssigt være en meningsløshed. At vi som kristne bekender, at Gud ”er manifestert og åpenbart i det éne menneske Jesus” (9), betyder derfor ikke, at vi kan begribe Gud i Jesus. Også i den konkrethed, som kendetegner Bibelens beretninger, forbliver han den ubegribelige, som vi kun kan få adgang til ved ”mediterende bibelutleggelse” (12). Heller ikke teologien eller ”den kristne tenkning” har karakter af ”en utfoldelse af logiske relasjoner mellem sentrale begreper,” men af ”en gjenfortelling av og refleksjon over Jesu menneskelige historie forstått som den evige Guds nærvær” (10).

Det er også det grundforhold, der præger gudstjenesten. Den bygger på, at Gud i hans uendelighed er nær og handler i sit ord. Evangelieforkyndelsen er primært en ”tilsigelse av syndenes forlatelse” (14). Vi bliver igennem gudstjenesten mindet om Guds handlen og nærvær som det bærende, ikke bare for gudstjenesten men for hele vores liv. Vi lever i en stadig fristelse til at glemme dette og alene ”fokusere på egne evner og egne muligheter”. Vi har derfor brug for gudstjenestens ”reetablering av troens blikk på virkeligheten” (15).

Over for dette tegner Alfsvåg billedet af moderniteten. Et bærende træk i det moderne menneskes tilværelsesforståelse siden oplysningstiden er kravet om ”erfaringsbasert entydighet” (17). Fornuften kan, på basis af erfaringen, komme med entydige og derfor absolut gyldige udsagn om virkeligheden. Der er ingen brug for Gud som forklaring på virkeligheden. Oplysningstidsfilosoffen David Hume satte ganske vist nogle afgørende spørgsmålstegn ved en sådan optimisme på tænkningen vegne. ”[V]irkeligheten er for ham simpelthen for overveldende til at mennesket kan gjøre seg håp om å mestre den teoretisk” (18). Men Immanuel Kant, som er den, der for alvor lægger grunden for den måde, der tænkes på i dag, løste dilemmaet ved at adskille tænkning fra virkeligheden i omfattende forstand (”das Ding an sich”). Tænkningen selv er præget af lovmæssighed. Her kan vi nå frem til entydighed og absolut viden. Og det kan vi så bruge i vores forhold til virkeligheden, så langt som det rækker. Virkeligheden i omfattende forstand lader vi så at sige ligge.

Det er denne tilværelsesforståelse, der er baggrunden for de udfordringer, gudstjenesten står over for i dag. Gudstjenesten kan i dag tilsyneladende ikke nøjes med at formidle evangeliet. Den må, ved siden af det, gøre beretningen levende ”gjennom emosjonell tilegnelse” (21). Alfsvåg har her pietismen i sigtekornet. I dag fører det til kravet om, at gudstjenesten må gøres nærværende i form af ekstraindslag som korsang og nyttig undervisning. Læsningerne og deres konkretisering i forkyndelse og sakramenter er ikke nok. De opfattes som ren kundskab, uden iboende virkelighed. Derfor må vi gøre noget, for at det kan blive nutidigt relevant og virkeligt. Hvor den før-moderne forståelse ikke havde problemer med at forbinde den guddommelige virkelighed med en historisk beretning og nogle konkrete handlinger i tilknytning til dem (sakramenterne), har den moderne forståelse ført til en adskillelse, sådan at det først bliver virkeligt, når vi gør det virkeligt eller konkret erfarer dets virkelighed. Alfsvåg kan bruge så stærke ord om dette som semipelagianisme (21) – altså optagetheden af menneskets aktivitet i gudsforholdet og blindheden for Gud som den, der bærer alt.

Alfsvåg bløder det lidt op ved at sige, at det her, som i al anden mission, kan være nødvendigt at komme vor tids kultur i møde i den måde, der holdes gudstjeneste på (han er trods alt professor ved en missionshøjskole!). Det er blot afgørende, at man i bestræbelserne på det ikke mister sansen for og troen på den virkelighed, som gudstjenesten repræsenterer og formidler (22).

Som illustrationer på de udfordringer, vi står over for, anføres en drøftelse af udformningen af syndsbekendelsen i den norske kirke liturgi. Skal vi nøjes med at tale om synden som vores kommen til kort i mødet med livets krav, fordi det at have skyld over for Gud er blevet uforståeligt for mennesker i dag? Her kan Japanmissionæren Alfsvåg henvise til, at kirkerne i Japan har stået over for lignende overvejelser, fordi japansk kultur har en endnu svagere forståelse af Gud som en, vi står til ansvar for. Men hvor de japanske kirker netop af den grund valgte at fastholde relationen til Gud som omdrejningspunktet i syndsbekendelsen.

Et konkret udtryk for den enhed mellem Gud i hans uendelige og ubegribelige virkelighed og denne skabte verden har vi i Luthers nadverforståelse (27ff).  I Zwinglis adskillelse af Gud fra den skabte verden ser Alfsvåg kimen til den grundlæggende adskillelse, vi senere får ho