Den dybe sammenhæng

10.04.2025
Kristian S. Larsen
Bokomtale Troslære Trosopplæring Tro og tanke Trosforsvar Trosformidling Tro Bibeltekster Bibelbruk Bibelen Danmark

Bokanmeldelse

Jørgen Hedager Nielsen:

Den dybe sammenhæng

Lohse 2024; 224 sider; 279,95 kr.

Den kristne tro skal løbende formuleres og sammenfattes – ind i nye tider og over for nye udfordringer. Selv om der gennem tiderne er skrevet mange hyldemeter af bøger om Kirkens tro og bekendelse, er der til stadighed brug for nye. For det kulturelle klima, den kirkelige situation og de åndelige strømninger forandrer sig.

’Den dybe sammenhæng’ vil gerne ind i vores tid sætte ord på netop de røde tråde i den kristne tro. Det er der kommet en flot bog ud af: flot i udstyr, forside og opsætning, og også flot i disponering, overblik og pædagogisk formidling. Bogen kan kaldes en troslære for tænkende og reflekterende lægfolk. Selv om forfatteren ikke er teolog i akademisk betydning af ordet, rummer bogen megen teologisk viden og giver stof til megen refleksion. Det lykkes fint at tænke komplicerede emner igennem og derefter fremstille dem kort og klart.

Det er ikke bogens ambition at gå til bunds i alle temaer og spørgsmål, som kunne forekomme relevante, men forfatteren har valgt at give mere plads til temaer, som angivelig bliver forsømt i forkyndelsen og/eller er omgivet af forvirring og usikkerhed. Det gælder f.eks. emner som Guds almagt, treenigheden, arvesynden og skelnen mellem lov og evangelium.

Bogen er disponeret i tre hovedafsnit med overskrifterne ’Hvem er Gud?’, ’Hvad er et menneske?’ og ’Hvordan får de fællesskab?’, og disse afsnit er igen inddelt i i alt 14 kapitler. Ud over mange bibelcitater inddrages citater af Luther, C. S. Lewis, Agne Nordlander, Asger Chr. Højlund m.fl..

Disponeringen og vægtningen af stoffet kan diskuteres. F.eks. behandles forståelsen af djævelen, synden og det onde to gange (s. 80-82 og 101-103). Generelt er fremstillingen klar og gennemtænkt. Et enkelt sted bliver det lidt uklart, når det siges, at ’der er nuancer i udlægningen af læren om fortabelsen, men uanset om man forstår det som evig pine eller total udslettelse, så er det uden sammenligning det mest forfærdelige af alle Bibelens budskaber’ (s. 208). Her kan det læses, som om fortabelsen kan forstås som udslettelse (annihilation), hvad forfatteren næppe mener.

Forfatteren bygger på megen god konservativ litteratur ikke mindst med baggrund i Lohses forlag og Menighedsfakultetet, som det fremgår af en fin litteraturliste, og som der henvises til i noter. Enkelte steder gås der ret direkte i klinch med andre forståelser, ikke mindst i afsnittet ’Gudsbilledet efter syndefaldet’ (s. 95-99). Her er der også en god portion stof til refleksion, men spørgsmålet er, om bogens lille opgør med Luther og dens måde at hævde menneskets gudbilledlighed efter syndefaldet ikke rammer lidt skævt.

I sidste hovedafsnit indgår der i kapitlerne om troens og menighedens liv i alt fem interviews med danske teologer. De er lidt uens i længde, men indeholder en række fine betragtninger.

Bogen er velegnet til personlig fordybelse og refleksion, men kan også stykkevis eller samlet bruges i grupper eller i undervisningssammenhæng. Den fortjener at blive købt og læst - og gemt på hylden, så den kan læses igen.

Kristian S. Larsen