En personlig tro på en personlig Gud

04.01.2021
Kristian Larsen
Betraktning KSBB Danmark Troserfaring Trospraksis Trosformidling Tro Gud Virkelighet Nærhet Relasjon Tillit Personlig tro

Tro på Gud er pr. definition noget personligt. Kristen tro er ikke noget privat, så den ikke kan eller skal deles, formuleres eller formidles til andre. Men den er personlig i den betydning, at den er noget, der angår hele mennesket, inkl. dets inderste identitet.

 

Kristian S. Larsen, leder for KSBB (FBBs danske søsterbevegelse)

Udtrykket ’personlig tro’ giver derfor også god mening. Nogle vil indvende, at tro pr. definition er noget personligt, og at ’personlig tro’ derfor er dobbeltkonfekt. I et større perspektiv er dette måske mest en kamp om ord.

Betegnelsen ’personlig tro’ har været anvendt som modsætning til overfladiskhed, vanekristendom, tro uden konsekvens og egentlig betydning. Når et menneske kom til personlig tro, gik det måske fra sine forældres eller andre forbilleders tro eller fra ureflekterede vaner eller tom tradition til en selvstændig oplevelse og erkendelse af, at Gud og Hans ord har med netop mig at gøre.

Tro er en personlig, tillidsfuld relation. Tro er fast tillid, siges det i Bibelen (Hebr. 11). Luther betoner dette: ’Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde’. Han kalder også troen en vielsesring og siger, at ’troen forener også sjælen med Kristus som en brud med sin brudgom’.

Troen er altså en personlig relation. Men en relation har nødvendigvis to poler. Der må være et personligt ’du’ i den anden ende. Et personligt forhold forudsætter en person at forholde sig til.

Om troens relation har C. S. Lewis sagt: ’Det, Han [Gud] lægger vægt på, er, at vi er skabninger af en bestemt slags eller kvalitet – den slags skabninger, som han oprindelig havde til hensigt at gøre os til – skabninger, som står i et særligt forhold til Ham selv’.

I megen moderne og postmoderne tale og tænkning om Gud, er der imidlertid markante tendenser til at gøre Gud fjern og upersonlig. Han bliver i stedet et ord, et begreb, en betegnelse for det anderledes, det uforståelige og uforklarlige. Han bliver synonym med tilværelsens stjernestunder, med den menneskelige eksistens’ dybder, med kærlighed og hengivenhed mellem mennesker, med følelsen af mening og perspektiv.

Tendensen til at skubbe Gud ud på afstand har en lang historie. På et tidspunkt blev det til, at Gud er som en urmager, der har skabt verden og sat dens ur i gang, men i øvrigt ikke er en del af verden eller enkeltmenneskers dagligdag. Han blev underlagt en slags corona-vilkår: han måtte blive på afstand og fik maske på, så hans ord blev utydelige og hans ansigtsudtryk vanskelige at aflæse.

Senere teologer har mere eller mindre eksplicit talt om Gud som fjern og upersonlig. Gud er blevet til en værens-grund, til tilværelsens fundament, til eksistensens dybeste indhold, mens Gud som en personlig virkelighed fortoner sig og mister kontur og relevans.

Bliver man stående i dette billede af Gud som en magt – værens-magt, kærlighedens magt eller lignende - havner man for let og for hurtigt i et upersonligt og i sidste ende diffust og irrelevant billede af Gud. Troen på Gud som talende, lyttende, handlende og personlig virkelighed svækkes og opløses i sproglige finurligheder og tankemæssige tåger og glider gradvist ud i periferien eller helt ud af synsfeltet.

Men en personlig tro forudsætter en personlig Gud. Et begreb, en filosofi, en tilværelsesforklaring kan være interessant og meningsfyldt. Men den er vanskelig eller direkte umulig at have en personlig relation til.

Hvor kan man møde den? Hvordan kan man lytte til den eller modtage noget fra den? Kan man bede til den?

Ad den vej når man frem til et punkt, hvor det hele smuldrer mellem fingrene, og resultatet bliver en upersonlig tro på en fjern og upersonlig Gud. Men er Gud ikke helt nær som levende og personlig, bliver han til sidst helt borte

Og så bliver det jul. I skal finde et barn, svøbt og liggende i en krybbe, lyder meldingen. Et konkret, ægte, levende barn med hud og hår, med sult og tørst, med hænder og fødder, med begyndende smil og masser af gråd, med ånd, sjæl og legeme. Han er Kristus, Herren, lyder det.

Dette lille menneske med synlige træk og bittesmå lemmer er altså samtidig Herren med stort H. Det lader sig ikke rumme i en menneske-tanke. På en måde er det også for godt og for stort til at være sandt. Men sandt er det alligevel. Og dette lille barn er det største, der er sket på jorden.

For her er Gud! Helt nær og helt personlig. På et bestemt historisk tidspunkt ligger han her på et konkret geografisk sted på vores jord for at have kontakt og fællesskab med netop os.

Og det skete. Det gjorde det faktisk: det skete. For her er mere end myter og legender. Her er historiske begivenheder med ægte, personlige mennesker.

I de dage skete det – da Kvirinius var statholder, og kejser Augustus befalede at holde folketælling. Det foregår ikke i et tidløs eventyr-univers, men i den faktiske verdens historie.

Den fjerne Gud er kommet nær. Den usynlige Gud er blevet synlig og vil høres og ses. Vi kunne ikke komme til Ham. Nu kommer Han til os. Mange gange i historien havde han talt og kommunikeret med mennesker – men nu er Han her selv som aldrig før.

Forskellige religioner kan tale om, at guder kan komme forklædt som menneske – med udseende som menneske, men uden egentlig at være det. Altså en slags skuespil.

Men barnet i krybben er ikke skuespil. Nu kommer himlens og jordens skaber og bliver menneske så helt og konkret, at de skarpeste teologiske tænkere må bruge de mest indviklede formuleringer for at sætte ord på det. Inkarnationens under og mysterium er umuligt at se til bunds i. Samtidig er det dog både enkelt og sandt: Her er Gud selv som et ægte menneske.

Dermed er tæppet trukket væk under afstanden, under det diffuse, symbolske og abstrakte. Her er der rettet et grundskud mod billedet af Gud som upersonlig. For her er Gud helt personlig. Og sådan er han kommet, fordi intet mindre er nok.

Det er sådan, som Gud og mand, han skal tale Guds ord og gøre sine tegn og undere, leve og lide, dø og opstå og fare til himmels. Det er kun sådan, han kan ofre sig på korset og sprænge graven

Hans liv, død og opstandelse skal være mere end tidløse symboler eller etiske eksempler. De skal foregå på konkrete steder og tidspunkter, fordi det er konkrete, personlige mennesker Han vil i kontakt med – og være frelser for.

Denne personlige Gud kan den personlige tro favne og hage sig fast i, inklusive alt det, som forstanden ikke kan fatte og forstå. Ja, personlig tro er netop, at Han personligt kommer helt nær – helt ind i et konkret menneskes inderste, hvor Han kan ’blive trolig udi mit hjerte svøbt’.

Denne personlige Gud opsøger mennesker og kommer også til stede i og med sit ord og sine sakramenter. Formodentlig kunne det blotte øje ikke se så meget af den guddommelige herlighed ved det lille barn i krybben. Det var en åbenbaring, hvor meget samtidig var skjult. Sådan kan det blotte øje heller ikke se megen herlighed ved tre håndfulde vand eller ved et stykke brød og en tår vin. Men sandt er det alligevel: Her er han: Kristus, Herren.

Derfor er det også helt konkret og personligt ham, vi møder og lytter til, når vi fejrer gudstjeneste. Der er der mere på spil end interessante tolkninger og inspirerende tanker om Gud. Da er Han selv til stede – som talende, lyttende, handlende. Da er prædikenen faktisk Hans ord. Da handler Han faktisk i sakramenterne. Da lytter han faktisk til bønnen og lovsangen.

Som en lovsang formulerer det: Lover Herren han er nær, når vi sjunge, når vi bede, samles i Hans navn vi her, er han midt blandt os til stede. (DDS 404,1).

For Gud er kommet nær. Helt personligt. Og troen må favne Ham. Helt personligt.

Kristian S. Larsen, leder for KSBB (FBBs danske søsterbevegelse)