Et folkekirkeligt genmæle mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse

Et folkekirkeligt genmæle mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse
Steen Skovsgaard (red.)
En antologi udgivet på ProRex forlag 2025
168 sider. 200 kr.

Bogen er skrevet af fem danske teologer, som ”… en kommentar og et genmæle til en bog af Lars Sandbeck: ”Når kærligheden dømmer, fra 2024. Sandbeck, er ph.d. lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV). ”

Forfatterne beskriver tilblivelsen sådan. Nogle af dem mødtes til studiekreds efter åben invitation på Facebook. Senere deltog to mere. Herefter kom Lars Sandbecks bog ”Når kærligheden dømmer” i handlen, og man enedes om, at drøfte den og udgive ´Genmælet´. Gruppen har læst hinandens artikler, men står alene til ansvar for sit eget bidrag. Der er således af og til overlap i kapitlernes indhold.

Forfatterne har følgende hovedsigte med bogen: ”Det er vores håb, at den må kunne tjene til eftertanke og inspiration både for Sandbeck og ikke mindst for præster, menigheder og andre, som ønsker at studere og drøfte de angreb på bekendelsen og de grundlæggende spørgsmål, som Sandbeck lægger op til i sin bog.” (s. 13 f)

Bidragyderne tager i de følgende kapitler stilling til Sandbecks hovedanliggende. Sandbeck kritiserer det, han opfatter som hele den vestlige kirkes afsporing, at der findes en evig fortabelse.

Steen Skovsgaard, forhenværende biskop over Lolland-Falster Stift og redaktør af bogen, indleder med et kort afsnit: ”BEKENDELSEN HAR FUNDET SIT LEJE SOM BRUDT.” Artiklens overskrift refererer til bogens forsidefoto af en knækket hjørnesten under en kirke. Forfatteren forstår godt noget af LS´ anliggende, at ”fortabelsens mulighed er kontroversiel, forargelig og et åbent sår i kristendommen, som forståeligt nok har givet og stadig giver anledning til kritik.” Men understreger, at den kristne tro skal fastholde dette bekendelsens mysterium. Bekendelsen er som en suppeterning, der værner troen mod farlig og kættersk forenkling. Bekendelsen søger at være trofast mod det bibelske åbenbaringsvidnesbyrds mysterium om Jesus Kristus – ”Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen.”

Jesper Birkler, cand.theol. fhv sogne- og fængselspræst. Birkler giver i sit afsnit ”DER ER SLET INTET NYT UNDER SOLEN” et rids over læren om´alle tings genoprettelse´(apokatastasis) og dens historie i kristen kontekst. Han redegør kort for den tidlige kristne kirkes afvisning af denne lære, som især repræsenteredes af teologen Origenes. Afvisningen var resultatet af kirkemødet i Konstantinopel år 543. Herefter refererer Birkler kendte kirkehistoriske skikkelser, som repræsenterede synspunktet, for at ende ved tre fra dansk kontekst de sidste 20 år. Birkler redegør dernæst for den lutherske bekendelses (Confession Augustana (CA)) afvisning af denne lære i artikel 17. Således accepterer CA, at verdensordenen kan ende i det, LS betegner som ”… evig disharmoni….” (s 26)

Birkler forsøger herefter at afdække, hvad der kunne ligge til grund for, at apokatastasis har fået grobund i vores tid. Han fremhæver nutidens´kristelige slaphed,´som ingen forståelse har for, hvad menneskets synd er, nemlig en grundlæggende modstand mod Gud. Folkekirkelig behagelighed og en begrænset forkyndelse af, at ”Gud er kærlighed”, fortier, at denne kærlighed må modtages.

Artiklen nævner, at LS og tilhængere af apokatastasis generelt er selektive i deres valg af henvisning til bibelsteder. Med forkærlighed citerer de skriftsteder, som taler om, at Gud vil, at ”… alle mennesker skal frelses… ” Men disse steder, hvor ordet ”alle” er centralt, løsrives fra helheden, som viser, at Jesu ”… ambition er at frelse alle, men han giver også åbenlyst udtryk for, at ikke alle bliver frelst.” (s. 30)

Birkler konstaterer, at LS´teologi udvander etisk ansvarlighed: alle bliver frelst, om de vil det eller ej. ”Gud vil føre sin vilje igennem og i sidste ende se bort fra menneskers adfærd og tro. Man må derfor stille det teologiske tungtvejende spørgsmål, om tilgivelsen ikke derved bliver devalueret?” (s. 31). Forfatteren slutter sit indlæg med at konstatere, at LS udfører et bevidst angreb mod folkekirkens bekendelsesgrundlag ”… som således er truet. Påfaldende nok afficerer det ikke ret mange.” (s. 31)

Steen Skovsgaard skriver et afsnit ”KRITIK AF LARS SANDBECHS KRISTENDOMSFORSTÅELSE”. Han konstaterer til at begynde med uden omsvøb, at LS er ”uden agtelse eller forståelse for dem, han er uenig med.” (s. 34)

Skovsgaard redegør herefter for sine hovedpunkter i kritikken: LS tegner et ”gennemgående fordrejet billede af sine teologiske modstandere …” (s. 34), hvorved en evt. dialog egentlig er umulig. Skovsgaard finder denne fordrejning i LS´s behandling af en række teologiske modstandere og skævvredet opfattelse af østlige teologer, som LS ellers vil mene støtter hans opfattelse. Skovsgaard bemærker, at LS´s teologi snarere ligger tæt på Islam (s. 45ff.) Skovsgaard sætter nu fingeren ned på det ømme punkt, at LS´s ”… grundlæggende udfordring er teodicé-problemet: Gud har al magt, Gud er kærlighed, det onde er til… Ja, hvorfor valgte Gud korsdøden fremfor at bruge sin magt og tvang?” (41) Selv om LS vil præsentere et modsigelsesfrit verdensbillede, hvor alt ender godt til sidst, må han alligevel støde på denne uløselige knude. Skovsgård slutter med at gentage spørgsmålet til LS, hvorfor Gud ikke bruger sin magt til at fjerne ondskab ” … allerede nu? Eller hvorfor gjorde han det ikke allerede ved – eller endnu bedre før – syndefaldet?” (s 53) Således slutter kapitlet med en udfordring til drøftelse med LS, om han virkelig er helt uden anfægtelse. Og dermed gives bolden op til næste afsnit.

Flemming Baatz Kristensen, pastor em., efterlyser i sit afsnit ”HVOR ER ANFÆGTELSEN?” spor af netop anfægtelse hos LS. Han hæfter sig ved, at LS kun sporadisk forholder sig til den udfordring, at de nytestamentlige forfattere efterlader dette indtryk: ”… Måske skal de uretfærdige lide en evig straf. Måske skal de ikke. Det er åbent for fortolkning. ” (s. 58) Kristensen understreger, at frelseren selv græd over det hårdhjertede Jerusalem. Og fortsætter med reference til LS: ”Men denne side af Jesus negligerer Sandbeck, for der er ikke noget på spil for ham. Der er ikke noget at risikere. ” (s. 59) Kristensen konstaterer, at flere bibelske hovedtemaer i denne forbindelse mangler hos LS: Omvendelsen; at arbejde på frelsen med frygt og bæven; at dom netop betyder en grænse for ondskab; den gode sjælesorg overfor den anfægtede; at kirken tror på og håber, at alle får tilbudt frelsen og derfor kalder til længsel efter tro. Kristensen konkluderer, at LS med sit projekt kommer til ”… at vaccinere mennesker med en trøst, der er falsk, i stedet for at møde anfægtelsen og fortvivlelsen ved at vise os hen til Kristus og knytte mennesker til ham.” (s. 67)

Johannes Bartholdy Glenthøj, dr. theol. i patristisk teologi og pastor em., bidrager med bogens længste afsnit: ”SANDBECKS BRUG AF DE OLDKIRKELIGE TEOLOGER OG DEN LUTHERSKE BEKENDELSE.” Han har som flere andre bidragydere et overordnet opgør med LS på grundlæggende teologiske punkter. Han lægger i sit kapitel vægt på korrektion og kritik af LS´ brug af de oldkirkelige teologer.

Glenthøj gennemgår de vigtige oldkirkelige teologer i en dialog med LS fra tre vinkler. Den første er at behandle de teologer/filosoffer, som LS hælder til. Glenthøj fremdrager modsat LS dokumentation for, at disse de facto lå langt uden for den kristne kirke.

Den anden vinkel er at imødegå LS, hvor denne har forsøgt at´miskreditere´ anerkendte kirkefædre. Glenthøj afdækker, hvordan LS og den sekundærlitteratur, LS holder sig til, skævvrider disse teologers standpunkt på meget væsentlige punkter. Det sker bl.a. ved for snæver og ensidig læsning af teologernes skrifter. LS mener f.eks. på sin side, idet han citerer Johannes Værge, at den toneangivende kirkefader Tertullians ”… juridiske tænkemåde fremhæver Gud som dommer på bekostning af mødet med Gud som far (s.247)” (s. 75). Dette skulle så, ifølge LS, i mange århundreder have præget vestlig kristendom i uheldig retning. Heroverfor citerer Glenthøj fra Tertullians gennemgang af ´Den fortabte søn´, hvor han skriver om Faderen: ”ingen er så meget fader, ingen er så kærlig.” (s. 75)

I en tredje vinkel henviser og referer Glenthøj fra centrale syriske kirkelærere, som LS af en eller anden grund forbigår. Det er især Johannes Chrysostomos og Efraim Syreren. Disse for østkirken afgørende teologer peger i en helt anden retning end den, LS mener gjaldt for disse kirker.
Alt i alt et afsnit med tungtvejende kritiske bemærkninger og væsentlige henvisninger til primærlæsning af østkirkens toneangivende teologer i den første kirke.

Herefter bidrager cand.theol., poet og salmedigter Lars Hougaard Clausen med bogens lyriske del: ”POETISK EKSKURS.” Hertil har han digtet syv strofer ”MELLEM STJERNER SYV, DET ER IKKE LYV.” med tydeligt afsæt i Johannes Åbenbaring. Det er en hilsen til Grundtvigs kæmpedigt ”Kristenhedens Syvstjerne” om hele verdens historie, set i Guds ovenlys. Clausen savner nemlig i LS´ dogmatisk/filosofiske fremstilling af verdens ende det kirkehistoriske aspekt. Digtet udgør et livfulgt supplement til bogen.

Helga Døssing Bendfeldt, cand.theol. og sognepræst, skriver overskriften: ”REFORMATION ELLER DEFORMATION AF DEN DANSKE FOLKEKIRKE” om den farlige lighed mellem LS´ og platonisk filosofi. LS karakteriserer nemlig Kristus sådan: ”Kristus er et andet navn for Guds evige plan eller mønster” (s. 117). Herved lægges grunden til en anden opfattelse af fællesskabet med Gud end den traditionelle kristne. Ifølge denne forstås det som et ”… fællesskab (´participation´) med en levende Gud og Guds Helligånd. ” (117) Således som også Luther fastholder kirkens lære. I stedet ser Sandbeck frelsen som en fremadskridende, af troen uafhængig delagtighed (´participation´) med Gud. Men det er vitterligt to forskellige forståelser af denne ´participation´. For Sandbeck gør det ikke noget, at vi mennesker endnu ikke er som Gud vil, for det kommer. Blot man kan have ”… det samme sind som Jesus og tage del i værensfællesskabet med ham” (s 124) ”… denne fuldkommengørelse sker automatisk hos Sandbeck” (s. 116). Han betegner det selv som en ”participatorisk kærlighedsteologi.” (s. 118). Bendfeldt forklarer, at hermed kommer et centralt anliggende hos LS frem, nemlig hans afstandtagen fra det, han benævner som ”… individualistisk kontraktteologi … Kontrakter er objektive og uafhængig af følelser.” (s. 119) En teologi, der blot interesserer sig for om ”… det vi tror eller mener er sandt om Gud.” (s. 119) En teologi, LS netop gør op med. Men selv om Bendfeldt kan genkende noget af LS´ anliggende, så advarer hun mod, at man ved således at tage afstand fra troens objektive side, mister konfessionens hegn mod vildfarelse. Bendfeldt skriver med erfaring fra bekendtes skæbne om, hvordan denne konfessionsløse erfaringskristendom kan være med til at skabe noget, der ”minder om helvede for os alle sammen.” (s. 124) Hun henviser tværtimod til Paulus, som holder de to sider af troen sammen: ”Det participatoriske udtrykkes her gennem ordene: ´Det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig.´ Det konfessionelle udtrykkes gennem ordene: ´Og det liv jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn´” (Gal. 2,20-21, 1948 oversættelse) (s. 119)

Erik Holmgaard, cand. theol, sognepræst i Gl. Haderslev sogn, bidrager med kapitlet: ”NÅR KÆRLIGHEDEN DØMMER, SMIDES DJÆVELEN I HELVEDE.” Holmgaard fokuserer på, hvordan en kristen kirke må forkynde om emnet. Han mener, LS går uden om væsentlige domstekster. Holmgaard slår ned på Joh 3,36, et prægnant sted, som LS netop forbigår: ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.” (s 128) [Anmelderens bemærkning: teksten læses 4. søndag i advent 2. tekstrække.] Selv om Holmgaard medgiver LS, at Ny Testamentes vidnesbyrd om fortabelsen ikke kan ” harmoniseres til et klart overblik … ” giver det os dog ” … et billede af noget ganske aldeles forfærdeligt.” (s. 129) Hvor LS mener, at ”vi ikke kan leve og slet ikke frelses, hvis nogen overhovedet går fortabt” (s. 130), svarer Holmgaard, at kirken er kaldet til at se alvoren i øjnene og ikke prædike let, men ”… prædike Guds kærlighed og frelsens mulighed ved dåb og tro på Jesus.” (s. 131)

Jesper Birkler og Erik Holmgaard slutter bogen med et kort rids over folkekirkens forpligtelse på sit bekendelsesgrundlag. Derefter adresserer de tre direkte spørgsmål til bestyrelsen for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), hvor Lars Sandbeck er lektor. De konstaterer at Lars Sandbeck i ”årevis og i flere medier vedholdende har angrebet den evangelisk-lutherske bekendelse.” (s. 136) Herefter stiller de tre spørgsmål om, hvordan bestyrelsen forholder sig til dette – om det harmonerer med Folkekirkens bekendelsesgrundlag, og om det styrker præsters virke. Disse spørgsmål er sendt direkte til FUV’s bestyrelse. Dermed er bolden skudt videre med stor styrke.

Bogens hovedanliggende, som er en folkekirkelig kommentar og kritik af Lars Sandbecks skriverier, er hermed slut. Men ‘Genmælets’ forfatter ønsker at vise, at emnet har en alvor, som rækker langt videre. Bogen afsluttes med små udblik, som trods deres korthed giver repræsentative indtryk.

Den danske ortodoxe præst Poul Sebbelov konkluderer: ”Den ortodokse kirke lægger afgørende vægt på menneskets frie vilje, som Gud respekterer.” (s. 140)

For den katolske kirke svarer pastor Daniel Nørgaard med henvisning til Den Katolske Kirkes Katekismus fra 1997 om viljens frihed: Gud vil ”… at alle mennesker skal blive frelst.” … dog gør Gud ikke ”… vold på menneskets frie vilje.” (s. 141) Nørgaard præsenterer også en toneangivende teolog, der bevæger sig mod ´Alles frelse,´ men stadig fastholder menneskets begrænsede indsigt i Guds usporlige veje, med henvisning til Romerbrevet 11,33.

Grundtvig refereres af Johannes Glenthøj. Han giver eksempel på nogle salmers skarphed at: ”Fortabelsen er for Grundtvig en virkelighed” (s. 145) Men at Grundtvig også er tilbageholdende mht prædikenens ”… hvor tit og hvor udførligt … ” (ibid)

Dernæst 13 korte og prægnante citater fra forskellige teologer, som varierer bogens anliggende.

Poetisk epilog
Bogen rundes af med endnu et digt af den nutidige L. H. Clausen og et længere citat fra et digt af Efraim Syreren, som med en strofe afslutter bogen (s. 155):

”Ja, hvem undrer sig ikke over, at du sidder ved Faderens højre hånd,
mens støvet, som sidder i støvet,
udforsker dig fra toppen af støvbunken.”

Konklusion:
Da Lars Sandbeck som en af Kristeligt Dagblads klummeskribenter for tiden ret flittigt skriver om emnet ‘Alles frelse’, er bogen ”Et folkekirkeligt genmæle” stadig meget aktuel. Den giver den, som er anfægtet af emnet, stof til sund eftertanke. Bogen danner også et solidt fagligt grundlag, som kunne fremme en debat, hvorvidt en decideret lære om alles frelse skulle kunne rummes i Folkekirken og for den sags skyld i andre kirkesamfund.
Bogen kan hermed varmt anbefales.

Pastor emer. Claus Henry Olsen, Skive