Fornyelse forudsætter fordybelse

Kan det lade sig gøre at få en bred samtale i gang om liturgi og liturgiens betydning?, spørger biskopperne Elof Westergaard, Tine Lindhardt og Marianne Christiansen i kronikken d. 22. okt.. Det håber de, og Kirkelig Samling håber det samme og vil gerne bidrage til samtalen.

I kronikken siges det præcist om liturgiens centrale betydning: Den ’sætter rammerne for den kristne forkyndelse og tolker den: hvad betyder dåben og nadveren, hvad er relationen til Gud og medmennesket? Og liturgien kan give hvert enkelt menneske sprog for forkyndelsen og troen’.

Liturgi er altså mere end betydningsløs indpakning. Form og indhold hænger sammen, og gudstjenesteform hænger nøje sammen med, hvad der forkyndes og formidles. Ja, liturgien rummer og er selv forkyndelse. 

Den nu afdøde svenske biskop Bo Giertz har om liturgi sagt: ’Den elsker netop det, som kun langsomt åbner sig og bestandig giver tanken noget nyt at grunde på. Netop fordi liturgien bestandig vender tilbage til de samme hellige formler, vover den også at udnytte Skriftens skjulte visdom… Der findes intet normalt menighedsliv uden liturgi.’

Et klassisk motto siger, at som man tror, sådan holder man gudstjeneste. Gudstjenesteform udtrykker og manifesterer troen og forkyndelsen. Der er med andre ord nær forbindelse mellem dogmatik (troslære) og liturgi. 

Et vigtigt element i drøftelserne om liturgi er derfor en stadig fordybelse i, hvad liturgien skal udtrykke og formidle. Udtrykker f.eks. et nyt dåbsritual en grundlæggende ny forståelse af dåben, har det udelukket sig selv. 

Gudstjenesten er ikke fri bane for – sikkert velmente - eksperimentelle påfund eller private tiltag. Det kan være fint med spontane eksperimenter og fiffige idéer i konfirmandundervisning, i korarbejde, ved møder og arrangementer osv.. Liturgiens væsen er anderledes. Her er gentagelse, faste former og forudsigelighed noget positivt.

’Kunsten er at bringe en fælles samtale frem i folkekirken, så vi ikke løber i hver sin retning’, hedder det i kronikken. Dét er vigtigt og reelt det vigtigste i alle liturgi-drøftelserne. Vi skal løbe i samme retning – nemlig tilbage til troens og liturgiens kilder.

Derfor er en vigtig del af arbejdet en stadig fordybelse i kirkens arvegods fra mennesker som f. eks. Grundtvig og Vilhelm Beck. Det er højst relevant at øse af Luthers teologi. Og vigtigst af alt er en stadig indlevelse i den hellige grundbogs kanoniske bøger.  

Sagt kort: fornyelse forudsætter fordybelse.

For den kristne tro skal ikke udtænkes eller opfindes. Den er der allerede og skal ikke splintres i alle mulige og umulige fortolkninger, men på nutidens sprog og præmisser formidles i troværdig form. 

Gudstjenestens form skal derfor heller ikke opfindes, men vokser ud af sammenhængen med synagoge-gudstjenesten på Jesu tid, med gudstjenestens form i kirkens første tid og på reformationstiden og i øvrigt gennem dens historie.

Det kan blive aktuelt med nye formuleringer, f.eks. i dåbs- eller nadverritual. Det kan blive en styrkelse med nye ord, der endnu bedre udtrykker sakramenternes gaver. Men det er – forsigtigt sagt – en krævende opgave at finde ord, der bedre og mere præcist end de allerede autoriserede ritualer udtrykker dåbens og nadverens indhold.

Idealet er ikke gold og kold konservatisme. Idealet er stadig indlevelse og fordybelse i alle de rigdomme, som gudstjenesten vil formidle. Dérudaf kan fornyelse vokse på en naturlig og meningsfuld måde.

Drøftelser og overvejelser om gudstjenestefornyelse bør altså først og fremmeste handle om fordybelse i kilderne. Deri ligger der perspektiver, der vanskeligt kan overvurderes. 

Bo Giertz har formuleret det sådan: ’Liturgien i kirken er begyndelsen på den evige lovsang. Et jordisk udtryk for det, som er evighedens indhold og hele tilværelsens grundtone: Den aldrig ophørende taksigelse til alle tings skaber og Fader. Allerede i sin jordiske fattigdom rummer liturgien noget af den himmelske skønhed, den salige følelse af det Uudsigeliges nærvær og den store lykke at få lov til at ofre alt for at blive forenet med Kristus’.

Kristian S. Larsen

cand.theol., fmd. for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Hassellunden 55, 6705 Esbjerg Ø