Identitetsændringer i LM

FBB-BAKGRUNN:

Foredrag holdt på Luthersk Missionsforenings Rådsmøde 12.-15. maj 1999

Av Mikkel Vigilius:

Identitetsændringer i Luthersk Missionsforening?

Fra vækkelsesbevægelse til menighedsprofil

Der er opbrud i LM. Opbruddet kommer bl.a. til udtryk i vores indbyrdes samtaler om LM´s kald, arbejdsmåde, forsamlingsformer og forhold til folkekirken. Det er et opbrud, som rører ved vores identitet. Der synes at forgå en forskydning og udvikling væk fra vores overleverede identitet som vækkelsesbevægelse mod en ny identitet som menighedsbevægelse. En stærkere menighedsbevidsthed træder frem. Stadigt flere LM´ere tænker højt om deres kreds som en menighed. Man forventer, at kredsene skal udfolde stadigt flere af de funktioner, som hører til en menigheds liv. Nogle steder dannes regulære frimenigheder.

Det er en udvikling, som har været undervejs i nogen tid. I 1993 kom jubilæumsbogen "Arvesølv eller slagger". Her rejses spørgsmålet flere steder, om LM fremover vil kunne bevare sin identitet som vækkelsesbevægelse, eller om udviklingen går i retning af en højere grad af menighedsbevidsthed. Det er et ledende synspunkt, at LM´s missionshusforsamlinger ikke bør gøres til menigheder med alle menighedens funktioner. LM er og bør være en vækkelsesbevægelse og ikke en sammenslutning af menigheder.

Men der er sket meget siden da. Både uden for LM - i folkekirken - og indadtil i LM. Nogle af dem, som for få år siden stillede sig afvisende over for tanken om menigheder i LM, er i dag fortalere for denne tanke. Det bør ikke tages som et udtryk for vægelsind, tværtimod! Det kristne missionsarbejde må aldrig lægge sig fast på én bestemt ydre form og arbejdsmåde. Missionsarbejdet må altid være beredt på at bearbejde sine former og sin selvforståelse i forhold til ændrede arbejdsbetingelser. Her er vi til stadighed i proces. At LM er i opbrud behøver derfor ikke at være et krisetegn. Det kan tværtimod være et tegn på, at vi er et levende arbejde, der er på vej til at finde nye arbejdsformer, så vi kan blive ved at tjene missionens sag - også fremover.

Når vi taler om LM som en vækkelsesbevægelse, har det sin primære grund i LM´s historiske oprindelse. LM opstod i en vækkelsestid og havde fra begyndelsen karakter af en vækkelsesbevægelse. Det er en arv, vi er stolte af, men det er også en arv, som det kan være tungt at bære rundt på. Af to grunde.

For det første fordi vækkelsessituationen kan idealiseres. Vækkelsen kan fremstilles som den situation, der egentlig burde råde hos til stadighed. En sådan tankegang har intet bibelsk grundlag og vil kun føre til modløshed.

Indre Missions historie og udvikling i midten af vores århundrede har måske noget at sige os i den sammenhæng.

Når man læser Indre Missions Tidende fra 2. verdenskrig og frem til 1970´erne så er der ét tema, som går igen, og det er spørgsmålet om, hvor vækkelsens er blevet af: Hvorfor oplever vi ingen vækkelse? Hvorfor bliver så få omvendt? Hvad gør vi galt, siden der ikke kommer vækkelse?

Christian Bartholdy var formand fra 1934-1959. Han var en revser af IM. Som han så det, var IM´s kald og opgave i folkekirken at være et redskab for vækkelse. Når IM ikke oplevede vækkelse som før, så rørte det ved selve bevægelsens eksistensberettigelse. Igennem hele sin formandstid brugte Bartholdy jævnligt en del af sin formandsberetning på at sammenligne de bedrøvelige tilstande i det nuværende IM med de tilstande som rådede under vækkelsen, og på at tale om, hvad IM´erne kunne og burde gøre for at fremme vækkelse.

Jeg synes, det er tankevækkende, at det var i den samme periode, Indre Mission mistede en meget stor del af sine unge. Man taler som bekendt om "den tabte generation" i IM. Og man ser stadig, at den mangler i missionshusene i dag.

Jeg tror, der er noget at lære her. Vi må glæde os over den vækkelse, Gud sendte ved LM´s begyndelse. Men vækkelsestider er ikke normalsituationen. Hvis vi ser nedover kirkens historie, så ser vi, at der er visse afgrænsede perioder, hvor der virkelig har været vækkelse. Men i de lange stræk er det anderledes. Her høster man ikke mennesker i tusindtal, men enkeltvis. Her er det udfordringen for den kristne menighed at være tro i det små og at arbejde med frimodighed, selvom de synlige frugter er få!

At sætte vækkelsestiden op som en situation, vi kunne og burde genskabe, fører efter min bedste overbevisning intet godt med sig. Vækkelse er Guds værk. Han sender vækkelse, når og hvor han vil det. Vi må til enhver tid bede om vækkelse. Men at der ikke er vækkelse her og nu, må ikke tage hverken trosfrimodigheden eller arbejdsglæden fra os. Vi er sat til at tjene Gud i vores tid, sådan som den er. Den er anderledes end vækkelsestiden i sidste århundrede. Men evangeliet er det samme. Vores rigdom i Kristus er den samme. Guds riges herlighed er den samme. Lad os glæde os over det, lad os opmuntre hinanden med det, og lad os så tjene Gud i den tid, der er vor.

For det andet så kan det være svært at have en oprindelse som vækkelsesbevægelse, fordi vækkelsestidens arbejdsformer kan idealiseres. Det var jo den, som blev redskab for vækkelsen! De gamle former kan blive "helliggjorte". At ændre formerne eller at opgive nogle af de gamle former kan i sig selv opleves som et åndeligt forfald.

Det er en problematik, der gør sig gældende på mange områder i LM. Men den er meget iøjnefaldende i forhold til det, som er emnet her. Hvis LM går imod en identitet som en menighedsbevægelse, så har LM svigtet sin åndelige arv. For LM er en vækkelsesbevægelse!

Er det sandt?

Med en høj grad af forenkling mener jeg, at LM´s vigtigste åndelige idealer kan sammenfattes i fire hovedord.

Bibeltroskab

Det er en målsætning og en intention. Vi ønsker at være tro mod Bibelen som Guds Ord både i vores forkyndelse og i vores praksis.

Det frie evangelium

Vi ønsker at forkynde lov og evangelium i fuld radikalitet, så synden erkendes i sin totalitet og mennesker ledes til en evangelisk tro og et frigjort kristenliv.

Mission

Vi ønsker, at alt i vores arbejde skal virke sammen til evangeliets udbredelse hjemme og ude.

Det almene præstedømme

Vi ønsker at kalde alle troende til tjeneste for evangeliet hver med deres nådegave.

Hvis det er dette, der er LM´s centrale åndelige idealer, så må man overveje, om de ikke i mindst lige så høj grad kan finde udfoldelse igennem lokale menigheder som igennem lokale kredse. Det er jeg selv tilbøjelig til at mene.

Men hvad er så egentlig årsagen til, at LM synes at bevæge sig i retning af en forstærket menighedsidentitet? Jeg mener, at det er en udvikling, som må ses og forstås i sammenhæng med den måde LM tog form på i den første tid.

Allerede ved stiftelsen undertregede de første LM-ledere, at foreningen "ikke i nogen måde" ville optræde som menighedssamfund. Med en sådan selvforståelse måtte man forvente, at LM ville knytte en nær kontakt til andre etablerede menigheder. At LM´erne ville have deres faste plads i etablerede menigheder og så ville engagere sig i LM-arbejdet som en sideaktivitet. På den måde kunne LM fungere som et netværk for missionsvirksomhed på tværs af menighederne. Men det var ikke dette mønster, som trådte frem efter LM´s stiftelse.

LM blev til på ruinerne af en frikirke, og fra begyndelsen rummede den en række tidligere frimenighedsforsamlinger med tilhørende huse. De LM´ere som hørte til her, søgte i meget ringe grad kontakt med andet menighedsliv. Og dette mønster blev kendetegnende for LM i den videre udvikling. Hvor LM´s udsendinge blev redskaber for vækkelse, blev de omvendte ikke i nævneværdig grad sluset ind i etablerede menigheder. I stedet dannede de særlige LM-forsamlinger med svag eller ingen kontakt til andet menighedsliv.

Efter de første generationer begyndte indslusningen af mennesker udefra at aftage, og LM´s forsamlinger gik over til primært at vokse indefra via biologisk tilvækst. Det kom til at præge arbejdsformerne. Man måtte i højere grad tænke på oplæring og bevarelse og udviklede derfor en række arbejdsgrene, der tog sigte på dette. Herved fik forsamlingerne endnu stærkere præg af menigheder. Men ingen tænkte på at omtale dem som sådan. Og hvorfor ikke? Der kan nævnes flere årsager til dette forhold, men kirkesynet er utvivlsomt en væsentlig faktor. Fra begyndelsen var LM´s kirkesyn éndimensionelt. Kirken er det universelle fællesskab af alle evangelisk troende. Punktum! Ingen ydre forsamling kan kaldes kirke eller menighed. Heller ikke LM´s forsamlinger.

Igennem størstedelen af det indeværende århundrede herskede der overvejende ro om LM´s arbejdsmåde og identitet. Man var i folkekirken, men passede sig selv og ønskede blot at kirken skulle gøre det samme. At LM blev brugt af Gud i denne tid er der ingen være i tvivl om. Der blev drevet mission og vundet mennesker gennem LM´s arbejde både i Danmark og på missionsmarken. Og netop det distancerede forhold til folkekirken var givetvis med til at bevare LM i koncentration om missionen og i troskab mod Guds Ord. Roen varede ved indtil 100-års jubilæet i 1969. I årene herefter skete der to ting, som begyndte at forandre billedet.

For det første begyndte LM´erne at få større berøring med andre dele af den kirkelige højrefløj og fik herved syn for sakramenternes værdi og betydning.
For det andet begyndte der via DBI og MF at komme flere bibeltro præster ud i folkekirken.

Tilsammen førte disse to forhold til, at LM´erne generelt begyndte at gå væsentligt mere i kirke. I Norge havde man igennem en længere årrække talt om en "ellipsestruktur" i forholdet mellem missionsfolket og kirken. Tanken var, at missionsfolkets menighedsliv havde to brændpunkter henholdsvis i missionshuset og i kirken. Igennem 1970´erne og 1980´erne trådte denne struktur for alvor frem i LM´s arbejde. Men i løbet af de sidste ti år har man så kunnet spore en tiltagende reaktion mod denne tvedeling af menighedslivet. Stadigt flere har ytret ønske om at udfolde et helt menighedsliv i missionshuset. Begrundelserne har været mangfoldige og i sagens natur indbyrdes overlappende. Jeg vil sammenfatte og gengive dem under syv overskrifter.

LM´s reelle menighedskarakter. Igennem hele LM´s historie har missionshusforsamlingen været LM´ernes primære kristne fællesskab. I realiteten har man her varetaget en lang række menighedsfunktioner, og langt på vej har man opfattet sig som forpligtet på de nytestamentlige formaninger vedrørende et kristent menighedsliv. Denne realitet bør man vedkende sig og udfolde et helt menighedsliv i missionshuset.
Nådemidlernes samling. LM har fra sin begyndelse varetaget det vigtigste nådemiddel: Ordets forkyndelse. Dette nådemiddel hører uløseligt sammen med de to øvrige: nadveren og dåben. Det virker unaturligt, at man skal modtage det ene nådemiddel i missionshuset og de to andre i kirken, og det har ingen holdbar principiel begrundelse. Det eneste naturlige vil være at modtage alle nådemidlerne i "de troendes forsamling" i missionshuset.
Det praktisk overkommelige. Navnlig i storbyerne og navnlig for børnefamilierne kan det opleves upraktisk grænsende til uoverkommeligt at være trofast med i to forsamlinger. I storbyerne vil forsamlingerne typisk bestå af vidt forskellige personer, hvilket ikke gør udfordringen mindre. Her er det ligeledes prakisis, at missionshusmødet ofte afholdes om søndagen, så familien skal afsted to gange samme dag. Én forsamling vil tjene familien bedre.
Bibeltro præsters menighedsarbejde. Også dette problem mærkes særligt i storbyene, men spores efterhånden også andre steder. Præster med baggrund på DBI og MF tager sigte på at opbygge et fuldt menighedsliv i tilknytning til sognekirken. Præsten kommer måske slet ikke i missionshuset og ønsker ikke noget egentligt samarbejde. I en sådan situation undergraves ellipsestrukturen, og det bliver naturligt at overveje et fuldt menighedsliv i missionshuset.
Det missionsstrategisk hensigtsmæssige. I arbejdet for at nå ikke-kristne og integrere dem i et kristent menighedsliv er det ikke hensigtsmæssigt at sprede sig over to forsamlinger. Det er en unødigt stor udfordring for nyomvendte at skulle finde ind i to forsamlinger. Mange klarer det ikke. Dette forhold taler i sig selv for en samling af menighedslivet under ét tag.
Principiel kirke- og menighedstænkning. I løbet af de sidste ti år har en del LM´ere arbejdet principielt og bibelteologisk med kirke- og menighedssynet. Som et konkret udtryk for denne tankeproces var det en LM´er, Leif E. Kristensen, som i 1990 tog initiativ til en genudgivelse af Henry Ussings bog "Menighedsliv og kirkeliv". Grundtanken er her, at missionsforeningerne må betragtes som historiske overgangsformer til et egentligt menighedsliv. Som kristne har vi et bibelsk kald til ikke at blive stående ved en historisk nødløsning som foreningsformen, men i stedet udfolde det fulde ideal: et menighedsliv med alle nådemidler, mission og diakoni, nådegavernes udfoldelse, kirke- og læretugt og hermed en klar grænsedragning mellem kirke og verden. Ussings bog har været med til at forme tænkningen hos en del LM´ere, men endnu flere har givetvis læst og ladet sig påvirke af Leif E. Kristensens egen bog fra 1998 "og Gud blev ord." Tankegangen er her meget den samme som i Ussings bog. Det bibelske menighedsideal er langt på vej opløst, men det må genoplives. Dette er et særligt kald for kirkens bibeltro højrefløj.
Folkekirkens læremæssige skred. Ellipsestrukturen forudsætter, at missionsfolket kan slutte op om en lokal sognekirke. Denne forudsætning er imidlertid blevet undergravet af folkekirkens læremæssige skred. Nogle steder kan det lokalt være svært at finde en præst med bibeltro forkyndelse. Og selv hvor det er muligt, anser nogle LM´ere det for uholdbart at basere deres menighedsliv på sognepræstens tjeneste. Han er jo forpligtet til at udføre deres arbejde efter folkekirkens retningslinier. Det kræves eksempelvis, at han døber alle børn uanset forældrenes holdning. På vej ind i embedet må han ved ordinationen tilkendegive, at han anerkender sin biskop som en ret hyrde og tilsynsmand, sådan som Bibelen taler om det. Dette må markeres både ved håndslag til biskoppen og ved nadverfællesskab med denne. Kan missionsfolket basere sit menighedsliv på, at der er fortsat er unge, bibeltro teologer, som vil gøre dette? Biskoppernes kollektive forsvar for homofilt samliv og deres åbning for kirkelig velsignelse af homofile par betød for mange LM´ere, at der blev trukket en grænse. De ønsker nu at etablere et selvstændigt menighedsliv. LM har som bekendt åbnet for frimenigheder inden for foreningens ramme. Foreløbig er der etableret to, og flere er på vej.

LM´s åbning for frimenigheder har været kontroversiel. Den har kostet kamp for vore ledere både indadtil i foreningen og udadtil i forhold til den øvrige højrefløj. Det er blevet hævdet om os, at vi svigter folkekirken og kirkekampen. Jeg tror, det modsatte kan være tilfældet!

Med åbningen for frimenigheder har vi tydeliggjort over for os selv og andre, at vi ikke for enhver pris vil blive i folkekirken. Dermed har vi stillet os i en position, hvor vi kan tage et klart og utvetydigt opgør med vranglære og ubibelsk praksis i folkekirken. Koste hvad det vil.

Jeg vil ikke påstå, at LM tidligere er gået foran i kirkekampen. For det er vi ikke. Det er karakteristisk, at der gik hen imod ti år før folkekirkens åbning for kvindelige præster overhovedet blev omtalt i LM´s blade. Historisk er det IM og de højkirkelige, der er gået foran i kirkekampen. Og det skal de have tak for! Men jeg tror, tiden meget vel kan være inde, hvor den klare røst og den klare markering af vejen frem skal komme fra os.

Efter biskoppernes enstemmige forsvar for homofilt samliv har der været forstemmende tavshed fra størstedelen af den øvrige højrefløj. Centrale ledere har sat spørgsmålstegn ved, om biskoppernes syn på homifili virkelig gør dem til vranglærere. Godt nok lærer de vrangt på dette punkt, men det gør dem vel ikke til vranglærere? Andre argumenterer for, at man kan godt anerkende dem som hyrder og tilsynsmænd, når bare man forklarer, at man ikke er enig med dem. Mange ønsker slet ikke, at sagen skal have så stor opmærksomhed. Det virkede forstyrrende ind på det lokale sognekirkelige arbejde og på de bibeltro præsters kollegiale relationer. Det er min klare overbevisning, at i samme grad denne holdning vinder frem, så mister højrefløjen sin karakter af bibeltro vækkerrøst og salt i kirken. Så glider vi ind og bliver en af mange grupperinger i folkekirken, som har nogle særstandpunkter, men som grundlæggende anerkender, at kirken er bred og rummelig. Og så har vi mistet vores eksistensberettigelse!

Der er nogle ganske få præster, der med embedet som indsats har markeret, at de ikke længere kan betragte deres biskop som en ret hyrde og tilsynsmand. Men de står uhyre alene og møder stærk kritik fra store dele af højrefløjen. Det er mit håb, at vi i LM vil stille os ved deres side!

At nogle af os har forladt folkekirken, mener jeg ikke, fritager dem fra at tage del i kirkekampen. Det handler om at støtte vore kæmpende brødre. Og det handler om, at der må tales klart og utvetydigt i vores folk om guddommelig sandhed og djævelsk løgn, om kristendom og forførelse, om frelse og fortabelse. Så mennesker må vækkes, vejledes og blive frelst.

At vi har forskelligt kirketilhørsforhold, tror jeg kun, vil være en styrke. Det kan tydeliggøre, at fronten ikke går mellem dem i folkekirken og dem udenfor, men mellem dem som står på Bibelens grund og dem, som ikke gør det.

Tales der klart og utvetydigt fra LM´s side i kirkekampen også i et opgør med biskopperne, så er det muligt, at det vil give os problemer i forhold til den øvrige højrefløj. Nogle vil opfatte det som undergravende virksomhed. Det vil svække højrefløjens betingelser for at blive og virke i folkekirken. Men kan vi kun forblive i folkekirken ved uklar tale og et halvt opgør med vranglærerne, så er prisen for dyr. Så bliver vi selv en del af det læremæssige skred. Så bliver vi medansvarlige for, at forførelsen vinder frem både hos andre og hos os selv. For uanset, at vi kalder os bibeltro, så er vi på ingen måde selv immune over for vranglæren. Vi tilvænner os og mister synet for dens radikale alvor og evige konsekvenser. Klar tale fra LM´s side vil givetvis skabe problemer, men troens folk har brug for det. Og så sandt vi taler bibelsk, vil mange genkende Hyrdens røst!

Der kunne siges meget mere om den sag. Men jeg vil lade det blive ved det her.

Frimenigheder er allerede en realitet i LM. Hvor mange der vil vokse frem med tiden, er svært at sige. Men meget tyder altså på, at vi generelt udvikler os imod en stærkere menighedsprofil. Derfor er det på sin plads at rejse spørgsmålet: hvis LM bevæger sig mod at blive en menighedsbevægelse, hvilke områder af vores identitet og virksomhed vil så blive udfordret og eventuelt forandret i en sådan proces?

Jeg vil nævne 6 områder:

Hvad vi anser for vores kald. Som missionsforening har man en stor frihed til at definere sit eget kald. Nogle missionsforeninger definerer det meget snævert. Lærernes Missionsforening ønsker meget specifikt at være missionsforening for én erhvervsgruppe. Spedalskhedsmissionen ønsker at koncentrere sig om én arbejdsgren. Den frihed har man som missionsforening. Og det er en frihed, LM også har benyttet sig af. Vi har fra begyndelsen anset nogle bestemte opgaver for at være vores særlige kald. Og så er der andre, vi har ladet ligge. Men den frihed har man ikke på samme måde som menighed. Som menighed har man sin kalds- og arbejdsbeskrivelse i Ny Testamente. Og i udgangspunktet er der ikke noget, man bare kan vælge fra. Enhver menighed er principielt kaldet til at udfolde et helt menighedsliv. I samme grad vi bevæger os mod en menighedsprofil, ligger der en udfordring og venter på os her. At trænge ind i, hvad en kristen menighed ifølge NT er kaldet til. Og så tage et skridt ad gangen i en udfoldelse af dette. Men spørgsmålet er, om vi ikke allerede ér langt ind i den proces. Vi vedkender os f.eks. et ansvar for i vore LM-forsamlinger at kalde alle nådegaver frem til udfoldelse. Er det ikke det samme som at ville udfolde et helt menighedsliv? Man kan vel ikke gøre det ene uden samtidig at gøre det andet? Men hvad så med missionen, det som vi har defineret som LM´s særlige kald? Vil vores målrettede missionsarbejde ikke svækkes, hvis vi begynder at udfolde et helt menighedsliv? Ikke hvis vi spørger det Ny Testamente. Her forstås mission og menighedsliv som én og samme ting. Et sandt menighedsliv er sand mission. Diakoniens praktisk menneskelige omsorg er f.eks. ikke noget ved siden af missionen, et valgfrit tillæg. Den er en integreret del af missionen og er med til at gøre vores missionsvirksomhed helstøbt og troværdig. (se f.eks. Matt.5,13-16) Tilsvarende med vores forsamlingsliv. Vores indbyrdes fællesskab, tjeneste, kærlighed og omsorg. Det er én del af vores missionerende vidnesbyrd over for verden. (Se f.eks. Joh. 13,34-35).

Hvem vi anerkender som kristne. LM blev til som en del af den rosenianske vækkelse og havde fra begyndelsen et helt bestemt særpræg, nemlig det frie evangelium. Budskabet om, at alt er gjort én gang for alle i Kristus. At vi får lov til bare at takke for og hvile i Kristi fuldbragte værk. For mange blev det til stor personlig frigørelse at møde dette evangelium. Og mange LM´ere havde svært ved at se det anderledes, end at de aldrig havde mødt sand og evangelisk kristendom, før de mødte dette budskab. Det er karakteristisk, at man i LM´s første jubilæumsbøger skriver, at da Ahnfelt kom til Helsingør i 1840, da overførtes evangeliet til Danmark. Altså ikke med Ansgar og heller ikke med Hans Tausen. Men først med Ahnfelt! Derfor var det også kun naturligt og konsekvent, at LM´erne i den første tid kunne hævde, at der ikke fandtes én præst i Danmark, som vidste, hvad kristendom var. For endnu havde ingen tilegnet sig det frie evangelium. At være kristen blev meget ligefremt identificeret med at have tilegnet sig og være frigjort ved dette evangelium.

Så enkelt fremstiller vi det ikke længere. Men meget af tankegangen hænger ved. Det ligger os stadig nær at sætte lighedstegn mellem det at erfare en evangelisk frigørelse og så at blive født på ny.

Jeg vil citere et par linier fra Øivind Andersens bog fra 1973 "I sjælesorg hos Jesus". Et af kapitlerne har overskriften: "Jesu sjælesorg over for mennesker, der bekender sig som kristne uden at være frigjort." Øivind Andersen taler her om, at der er nogle, som har en tro på Jesus som deres frelser, men som endnu mangler den frelsende tro: "De vil være kristne og bekender sig som kristne. Men de har aldrig oplevet nogen frigørelse ved evangeliet. De er endnu ikke født på ny." (s.120)

Jeg mener, at man kan forstå Øivind Andersen rigtigt. Men man kan også meget nemt forstå ham forkert. Man kan få indtryk af at genfødelsen er uløseligt forbundet med en bestemt følelsesmæssig erfaring. Og at kun de, der kan vidne om en sådan erfaring, bør regnes for kristne. Og så er døren åbnet på vid gav for sværmeri, loviskhed, dømmesyge og store sjælesørgeriske problemer.

Jeg tror, vi har en rig åndelig arv at forvalte i det frie evangelium. Men jeg er overbevist om, at det ikke fører noget godt med sig, at vi gør et bestemt erfaringsmønster i forhold til dette evangelium til betingelse for, at m,an kan anerkendes som kristen. I den sammenhæng, tror jeg, en stærkere menighedsprofil kan være en stor hjælp for os.

Det er tankevækkende at se, hvordan apostlene håndterer denne problemstilling i de nytestamentlige menigheder. De er sig helt bevidste, at tilegnelsen af evangeliet er forbundet med nogle følelser og erfaringer og ytrer sig i et nyt liv indefra, som har følelses og erfaringsside. Men de er sig helt bevidste, at alt hvad der har at gøre med vore følelser og erfaringer er tvetydigt og meget individuelt bestemt. Derfor ser vi ingen steder, at et bestemt erfaringsmønster gøres til betingelse for, at man anerkendes som kristen eller som et medlem af den kristne menighed. Der er én betingelse for anerkendelse og for medlemskab af menigheden: dåb og trosbekendelse. De som lader sig døbe og bekender troen med hånd og med mund, de anerkendes som kristne og som en del af menigheden. Apostlene er fuldt ud klar over, at der kan være hyklere og vantro imellem. Men de har ikke noget troværdigt redskab til at identificere dem. Det eneste de kan gøre er at lade en ransagende, vækkende og evangelisk forkyndelse lyde i menigheden. Så de vantro ved Guds Ord kan blive genfødt.

Der er noget her, som jeg tror vi kan lære af, og som vi kan have stor hjælp af i vores arbejde. Lad mig bare nævne et enkelt forhold.

Hvad gør vi, når vi møder et søgende menneske, som gerne vil være kristen? Et menneske fra ikke-kristen baggrund, som har hørt evangeliet om Jesus og erklærer: "Ham vil jeg gerne følge og tilhøre. Jeg vil gerne være kristen!" Hvad siger vi til et sådant menneske?

For nogle år siden hørte jeg, hvordan en af vore KFS-sekretærer gjorde i sådan en situation. Når han havde at gøre med en, som var døbt og gerne ville være kristen, så tog han sig tid til at gennemgå trosbekendelsen med vedkommende led for led. Og den søgende fik så få lov at svare ja til de enkelte led. Når de havde gennemgået hele trosbekendelsen, sluttede de af med at bede Fadervor. Og så kunne bød han vedkommende velkommen i det kristne fællesskab!

Da jeg hørte det dengang, reagerede jeg stærkt imod det. Han kunne jo ikke vide, om troen var skabt i det menneske, han havde med at gøre! Nej, det kunne han ikke. Men det kunne apostlene heller ikke med de tre tusind på pinsedagen. De kunne ikke se hjerterne. Men de kunne høre deres bekendelse. Så døbte de dem, og så tog de imod dem som brødre og søstre i den kristne menighed.

På apostlenes tid bestod menigheden af de døbte, som bekendte troen med hånd og mund og dermed havde adgang til nadveren. Dåben og nadveren indrammede menigheden. De som hørte til inden for denne ramme, de anerkendtes og tiltaltes som kristne. Med den kristne kirkes udvikling til statsreligion kom efterhånden alle til at høre til den døbte og nadverfejrende menighed. Derfor blev det naturligt at samles i mindre grupper inden for den store kirke og definere en mindre kernegruppe med bestemte kendetegn som de sande kristne. Men sådanne kendetegn vil altid være menneskeskabte og vil derfor per definition være loviske. Om det er så er den personlige erfaring af evangelisk frigørelse! Der går næppe nogen anden vej ud af denne problematik end en genrejsning af den apostolske ramme om menighedslivet.

Hvordan vi forkynder. I en vækkelsesbevægelse og missionsforening er det naturligt, at den vækkende forkyndelse har førsteprioritet. Det er også naturligt, at loven først og fremmest forkyndes med henblik på at afsløre synden og drive til evangeliet om Kristus. At lovens anden brug med andre ord står i fokus. I en roseniansk bevægelse som LM er det nærliggende, at denne tendens bliver særlig stærk. Vi er meget bevidste om, at kristenlivet udspringer af evangeliet. Formaningen har ingen kraft i sig til at skabe åndeligt liv. Derfor kan mange af os have det svært med at holde formaningsprædikener eller med at lade en prædiken klinge ud i en formaning. Vi er bange for, at det skal ende i loviskhed og kødelig selvbearbejdelse.

Det bemærkelsesværdige er, at den bekymring ikke synes at have hæmmet apostlene. Når de skriver til de kristne menigheder, så har formaningen en overordentlig stor plads. Det er en formaning som altid formidles på basis af en klar og stærk påmindelse om de kristnes status som Guds hellige og elskede børn for Kristi skyld. Og det er den stadige grundtone i formaningen. Det er karakteristisk, at mange af de klareste evangelievers står midt i en formaningstekst. Men netop fordi evangeliet danner grundlag og grundtone, tør apostlene også tale pågående og konkret om kaldet til at leve et nyt og anderledes liv i Kristi fodspor i hverdagen!

I en menighed må denne forkyndelse have stor prioritet. Og får den det, så vil man, som Wisløff siger det, erfare, at den faktisk afslører synden og skaber ny tørst efter evangeliet. Ikke fordi prædikanten bevidst tager sigte på at fremkalde dette under sin prædiken. Men fordi formaningen følger os i hverdagen og afslører os som syndere i vores hverdagsforhold.

Hvordan vi tænker mission. En missionsforening har det som et hovedformål at organisere og arrangere mission. Sådan var det fra LM´s begyndelse. Man trådte sammen for at udsende kolportører. Siden udsendte man prædikanter. Så byggede man missionshuse og organiserede missionerende møder og aktiviteter her. Det er ikke tilfældigt, at vore huse netop har fået navnet "missionshuse". For her skulle der foregå mission!

Men hvor meget mission foregår der så? Hvor mange timer om ugen har vi missionerende arrangementer og aktiviteter i missionshuset? Det er nok begrænset.

Hvordan var det i de nytestamentlige menigheder? Hvor mange missionerende arrangementer holdt de i deres huse i løbet af en uge? Vi hører ikke så meget om det. Og den væsentligste grund er nok, at de har haft en helt anden tænkning om mission. Mission fremstilles i det Ny Testamente ikke så meget som noget, man organiserer. Mission er noget, som hele menigheden udøver til hver en tid, hvor de end er, 24 timer i døgnet, hele ugen igennem. Menigheden er et missionerende gudsfolk i verden. De er lys og salt i deres hverdag. Og det er menighedens primære missionsvirksomhed! (Se f.eks. Matt.5,13-16; 2.Kor.2,14-16; 1.Pet.2,9-12) Samlingerne i menighedens huse har en central funktion. Her bygges de kristne op i troen og her sluses nye ind i det kristne fællesskab. Men missionen er noget, som foregår hele tiden, hvor de kristne end er.

Oskar Skarsaune har forsøgt at analysere, hvad der var hemmeligheden bag den kristne kirkes kolossale vækst i de første tre århundreder. Og han er ikke i tvivl om, hvad der må betegnes som hovedårsagen. At de menige kristne midt imellem andre mennesker levede et helt anderledes liv i medmenneskelig omsorg og i vidnesbyrd om Jesus.

I en menighed er det denne missionsform, som må stå i centrum.

Hvordan vi tænker kirke. Hvem og hvad er kirken? "Det ved, Gud ske lov, et barn på syv år", siger Luther. Og så er det, at jeg ind imellem kan tænke, at det barn ville jeg gerne kende. For til tider synes jeg, det er ganske kompliceret.

Der er ingen tvivl om, hvem der er kirke og menighed i egentlig forstand. Det er de hellige troende, de får som hørere hyrdens røst. Men når vi så læser vores Ny Testamente, så vil vi se, at de konkrete menighedsforsamlinger også tiltales og omtales som kirker og menigheder. (Se f.eks. Matt.18,17; Ap.G.8,1; 14,23; 14,17; Fil.4,15; Kol.4,16) Man kan altså også være kirke i ydre og synlig forstand. Det vidste Luther. De forsamlinger, der samles om en sand forkyndels og en ret sakramentforvaltning, de betegnes af Luther som menigheder. Der kan være skjulte vantro imellem. Og der kan sågar også for en tid være åbenbare vantro med i disse menigheder. "Men de åbenbare" siger Luther "kan kirken eller Guds folk ikke tåle i sit tal, men tugter og helliger dem, eller, hvis de ikke vil [omvende sig], jager dem bort og regner dem for hedninger."

I LM har vi traditionelt lagt stor og måske ensidig vægt på definitionen af kirken i egentlig forstand. Jeg er overbevist om, at i samme grad menighedsprofilen styrkes i LM, vil det føre til en styrket syn for kirken i ydre og synlig forstand. Hvis det sker, så vil det indebære en stærk tilnærmelse til IM´s kirkesyn. Det syn på den ydre kirke, som jeg ganske kort har skitseret falder så vidt jeg kan vurdere, fuldstændig sammen med det syn vi møder hos den nok mest kvalificerede kirketænker i IM, Asger Højlund. Han har senest redegjort for væsentlige dele af sit kirkesyn i pjecen "De kirkelige konsekvenser af folkekirkens læremæssige krise" fra 1998. Her sætter han bl.a. spørgsmålstegn ved, om Folkekirken som helhed kan betragtes som en kristen kirke. Måske er det kun de lokalmenigheder, der har en sand forkyndelse og en ret sakramentforvaltning, der med rette kan betragtes og betegnes som kristne menigheder.

Meget tyder på at den traditionelle sondring mellem LM´sog IM´s principielle kirkesyn er ved at miste sit grundlag i virkeligheden. Snarere må man tale om, at der er varierende syn inden for begge missionsforeninger.

At vi i LM nærmer os IM´s principielle kirkesyn, behøver hverken at betyde en tilnærmelse til IM´s kirkepolitik eller embedssyn. LM´s traditionelle syn på menigheden som et nådegavefællesskab uden nogen tvedeling mellem lægfolk og præster kan således fint finde udfoldelse inden for et kirkesyn, der anerkender den kristne menigheds synlige side.

Hvordan vi organiserer os. I udgangspunktet ønskede LM som nævnt ikke i nogen måde at optræde som menighedssamfund. Men menighedstænkningen har gradvist vundet frem og har foreløbig fundet konkret udmøntning i et par frimenighedsdannelser. Hvis reaktionen mod ellipsestrukturen og bevægelsen i retning af "helmenigheder" fortsætter, vil det indebære en udfordring til LM´s organisationsform. I den sammenhæng vil jeg gøre opmærksom på en dugfrisk analyse fra Norge.

Harald Hegstad, der er professor ved det norske Menighedsfakultet, har netop fået udgivet bogen "Kirke i forandring". En væsentlig del af bogen bruger han på at analysere opbruddet i den norske missionsforeningskultur. Han påpeger en række af de samme udviklingstendenser, som jeg har fremhævet i tilknytning til de danske forhold. Hans konklusion er, at ellipsestrukturen er under opløsning, og at de norske missionsforeninger nu må vælge mellem to fremtidige organisationsformer: de må enten blive mere menighed eller mindre menighed.. De må enten omdanne deres forsamlinger til hele menigheder, eller også må de opløse deres forsamlinger og overgå til at arbejde som selskaber, der varetager visse netværksfunktioner på tværs af menighederne.

Hvad skal vi gøre i LM? Vi skal i hvert fald ikke forhaste os. Vi skal ikke ændre strukturen og organisationen over natten. Men vi må gøre os tanker om, hvilke rammer der bedst tjener vores arbejde, sådan som det er ved at udvikle sig. Og så må vi skridt for skridt bearbejde strukturen, så den bliver formålstjenlig.

I den forbindelse mener jeg, at det er værd at overveje, om det er muligt og formålstjenligt, at LM på samme tid bliver "mere menighed" og "mindre menighed". Vi har allerede åbnet op for, at LM-forsamlinger kan udfolde et helt menighedsliv som frimenigheder. Men kunne man forestille sig, at vi desuden gjorde det muligt for menigheder uden for LM at knytte til ved dele af vores arbejde, uden at de skulle integreres fuldt ud i LM? At LM på den måde kom til at fungere som et netværk for bestemte menighedsfunktioner? Jeg tror, der snart vil vise sig et behov for en sådan struktur. Man må f.eks. forvente, at der i nær fremtid vil opstå missionske frimenigheder ud fra andre dele af højrefløjen end LM. IM vil ikke ønske at samarbejde med sådanne menigheder eller være netværk for dem. Ligger der ikke et naturligt kald for os her? Sådanne menigheder kunne f.eks. knytte til ved og indgå i LM´s børnearbejde og ungdomsarbejde og vores ydremissionsarbejde, men ellers forblive selvstændige. Der er meget, som taler for en sådan struktur. Den er helt i pagt med vores oprindelige selvforståelse, og et stykke på vej er den allerede realiseret. Vigtigere er det, at den er på højde med den pågående udvikling på højrefløjen, hvor det præcise foreningstilhørsforhold for mange bliver underordnet i forhold til det at være bibeltro, evangelisk luthersk. Vigtigst er det dog, at den givetvis vil styrke de pågældende menigheders arbejde og dermed evangeliets udbredelse. Og det er jo det, vi vil i LM!