”Jeg skubber dig”

”Jeg skubber dig”

To venner, en kørestol, 800 kilometer på Caminoen

Af Patrick Gray og Justin Skeesuck

Lohses forlag 2025

Engelsksproget udgave ”I´ll push you” Tyndale House Publishers, 2017

Omkring 290 sider med spørgsmål til samtale.

Pris 279,95 kr.

Bogen er en slags dagbog skrevet af de to forfattere Patric og Justin. De er særdeles nære venner siden barndommen. Nu begge med hustru og børn. Justin rammes som ung af en snigende meget sjælden nervesygdom, som ligner ALS. Han må efterhånden have hjælp til næsten alt. Patric er allerede da trådt til som personlig hjælper, når Justins hustru skal på venindeferier o.l.

Justin er nu bundet i kørestol og afhængig af hjælp til personlig pleje og til at spise. Han ser et program i fjernsynet om vandring på Caminoen. Justin inviterer Patric, der bor i samme by, hen for at se TV-udsendelsen. Justin fortæller:

”Hvad så? Vil du gå 800 km gennem det nordlige Spanien sammen med mig?”

Er han med på den eller ej? Er jeg selv klar over, hvad det er, jeg beder ham om?

Vi har været på mange eventyr før i tiden, men intet som dette.

Jeg véd ikke, om det, jeg spørger om, overhovedet er muligt, men én ting véd jeg: jeg

kan ikke forestille mig at forsøge sammen med nogen anden. Da han omsider åbner

munden, siger han de tre ord, der skal ændre vores/deres liv:

”Jeg skubber dig.” (s 35 f)

Det er ret vanskeligt at beskrive bogen. Jeg lagde den fra mig ind imellem nogle dage, da den forekom mig en smule ensformig. Jeg havde tænkt at give den tre stjerner, for´den burde nok have været redigeret ned til en tredjedel.’ Men så tog jeg den op igen af og til, for jeg skulle jo skrive anmeldelsen her! Og jeg tror, det er en gode måde at læse den på: over tid. Teknisk er den formet som dagbog skrevet af begge bestående af følgende hovedafsnit: Begyndelse om deres liv forud for den tid, hvori bogen bliver til. Forberedelser til selve turen med rejsning af kapital og fysisk træning for Patric. Tredje del, hoveddelen: ”Camino de Santiago”, de sidste 200 sider/17 kapitler. 

Over hvert Camino-afsnit er der en lille skitse med etapens byer. 33 dage og 800 km i kørestol! Da jeg når hen mod slutningen af bogen, skal jeg af og til holde bevægelsen tilbage. Det har jeg vist ikke oplevet før! Jeg må give forfatter Donald Miller, som skriver forordet, ret: ”Pas på! Når du vælger at læse dette utrolige vidnesbyrd om liv, venskab og tro, vil du blive udfordret... ” – det er ikke bare ord, der skal få dig til at købe bogen. Det er faktisk sandt. Det er en vild historie om de to venners meget nære venskab, om de mange, som efterhånden vandrer med dem et par dage og hjælper over de mest umulige strækninger. Og samtidig  er de blot to almindelige mennesker.

Bogen har ligesom to spor:

Dialog

Det ene spor er de to venner, Patric og Justins dybe venskab, og det andet er beskrivelsen af mødet med de Camino-medvandrere, der hjælper undervejs. I hvert afsnit skiftes de to til at fortælle fra deres dagbog. Her er solide passager fra deres ungdoms venskab, som danner baggrund for erfaringerne gennem etaperne på Caminoen. Her udfordrer de læseren til selv at vove at åbne sig i fortrolighed og venskab i eget liv. Åbne sig, selv om svære ting, og opdage, at venskabet bevares. Og de udfordrer hinanden til virkelig dyb ærlighed. Helt i begyndelsen af bogen beskriver Justin, hvordan han møder sin senere hustru, Kirstin, første gang i en købmandsforretning iført shorts og benskinner. Dernæst i kirken og senere tilfældigt på gaden, og Justin inviterer hende ud. På denne første date siger han:

Jeg har en fremadskridende neuro-muskulær sygdom, og jeg véd ikke, hvor lang tid jeg

har tilbage, men jeg syntes, at du skulle vide det fra begyndelsen.

Pyha. Nu er det sagt. Så må vi se, hvordan hun reagerer.

Hun holdt inde et øjeblik. ”Nå.”

Jeg holdt vejret og forberedte mig på den uundgåelige akavethed. I stedet løftede hun

mundvigene i et varmt smil og sagde blot: ”Okay.”

Så vidste jeg det.

Hun var den rette. (s.33f)

Pilgrims-medvandrere

Det andet spor er de vidt forskellige mennesker, de møder. Hver med sin historie og grund til at gå Camino. Folk med gode friske kræfter hjælper dem, men får derigennem også selv hjælp. Det er den overraskende opdagelse for såvel de to venner som dem, de knyttes til. Her et råd fra anmelderen: gør en note bag i bogen, når du første gang introduceres til en af de personer, de møder. Forfatterne refererer ofte senere tilbage, og du vil uvægerligt søge efter beskrivelsen af det første møde. En af dem er Claudia, som oplevede noget ganske grusomt i sin ungdom. Netop en nytårsnat, hvor familien havde sat et kamera til at tælle ned sammen med dem og tage foto af alle, når klokken slog 12. Netop da fangede kameraet røvere, der brød ind og skød hendes far i maven, så han udåndede i armene på hustru og børn. Nu mange år senere går hun Camino, og hun og en anden schweizisk pige tilbød at hjælpe de to venner op ad en bakke, hvor Patrics ben havde opgivet. De trækker i seletøj spændt for kørestolen. Det er efterhånden standardmetode. Og de skilles igen med et ”bueno camino”. Men Claudia skriver et par dage senere en mail til de to. I den går det op for Patric og Justin, hvilken indre kamp Claudia havde under deres fælles opstigning ad den voldsomme stigning. Claudia skriver fra sin dagbog:

Og så er vi i gang. Vi snegler os opad. Puster i kor. Da vi nærmer os toppen, begynder

Justin at tælle ned: ”Ti … ni … otte” – Nej, tænker jeg ved mig selv, det er løgn. Sidst jeg

var med til en nedtælling, blev den efterfulgt af den mest ufattelige ondskab.

”Syv … seks … fem…”

Måske skulle jeg bede dem om at stoppe.

”Fire…”

Jeg har ondt i læggene.

”Tre…”

Gid jeg aldrig skulle opleve en eneste nedtælling resten af mit liv.

Patric og Justin græder voldsomt under oplæsningen af mailen.

”To…”

Jeg ved ikke, om jeg kan klare det her. Men jeg vil gøre det for Justins skyld.

”En…”

Vi når toppen, og så står vi og krammer hinanden og danser sejrsdans, fejrer og kysser

hinanden på kinden. Og jeg græder, for jeg havde aldrig troet, at jeg kunne forbinde en

nedtælling fra ti med noget lykkeligt igen.”

…

Justin kigger på mig og siger: ”Tak, fordi du fik mig op ad bakken i dag”

Jeg kigger tilbage på ham og siger: ”Nej, Justin; det var dig, der fik mig op ad den

bakke.” (s. 196 ff)

Bogen igennem opdager begge de to forfattere, at det at acceptere sin hjælpeløshed og tage mod hjælp bliver til hjælp for den, som hjælper. Mod slutningen af pilgrimsvandringen bliver længslen efter deres hustruer markant. De er rejst til Spanien og venter dem ved målet. Mange har fortalt om denne utrolige caminovandring. Derfor er modtagelsen også overraskende. Da Patric skubber Justin ind på pladsen foran katedralen i Santiago de Compostela, er modtagelsen helt vidunderlig. Patric skriver: 

”… hundredevis af pilgrimme og turister, der sidder eller ligger op ad murene, der

omkranser pladsen, …

… idet vi træder ind på pladsen, bryder menneskemængden

ud i bifald. Jeg får kuldegysninger ned ad ryggen, og

adrenalinen pumper i mine årer.

Vi har klaret det. Vi har faktisk klaret det.

...

”Der er så mange kendte ansigter – pilgrimme, som er gået i

forvejen – der møder vores blik og fejrer, at vi er nået frem

Så mange hænder og hjerter, der har hjulpet os undervejs... ”

(s. 277)

Der er kram, latter, smil og hyggelig fest om aftenen. De udbringer en skål om aftenen...

”En skål for nye og gamle venner, en skål for fællesskabet, en

skål for kærligheden, som Gud har villet den.” (s. 279)

De fulgtes af et filmhold, som fluen på væggen. Derfra foto øverst. Det rammer mere beretningens  strabadser end det pæne forsidefoto her fra bogen. Læs den endelig, og forær den til én, du vil udfordre.

Pastor emeritus, sognepræst i Nordsalling Pastorat, Claus Henry Olsen

(Opprinnelig hentet fra: https://www.kirkelig-samling.dk/jeg-skubber-dig/)