Jesus - den første socialist

Jørn Henrik Petersen:

Jesus – den første socialist. Om forholdet mellem arbejderbevægelsen, religionen, kristendommen, kirken og præsterne i perioden 1871-1921,

987 s.,

Syddansk Universitetsforlag 2025.

I sommeren 2026 kom spændingerne i det danske socialdemokrati åbent til udtryk, da den nye socialdemokratiske kirkeminister, Ida Auken, glædede sig over at have lykkedes med at få en præst tilknyttet folketinget. Dette vakte vrede i andre dele af det danske Socialdemokrati og fik nogle til at melde sig ud af partiet. At sådanne spændinger findes i det største danske politiske parti i dag, har en lang historisk forklaring, som denne bog udfolder.

Bogen handler ikke om Jesus i Ny Testamente, selvom bogens hovedtitel kunne tyde på det. Bogens undertitel er mere oplysende: Den begynder med socialismens komme til Danmark, og følger så den mangefacetterede udvikling i forholdet mellem arbejderbevægelse og kirke/kristendom frem til 1921.

Forfatteren Jørn Henrik Petersen har været professor i socialpolitik ved Syddansk Universitet, og har et stort forfatterskab bag sig. Han har en kirkelig baggrund fra sit hjem, og med sin seneste bog bevæger han sig over i kirkehistoriens felt med et bidrag til forståelsen af en vigtig side af Danmarks politiske og kirkelige historie i et halvt århundrede.

Bogen er en arbejdsmæssig kraftpræstation, for den er på næsten tusind sider, og rummer over 2.500 noter, hvoraf nogle er små egne afhandlinger, fx redegørelser for den tyske arbejderbevægelses historie s. 75, 257f.478ff. Bogen bygger primært på læsning af kildematerialer fra danske aviser og blade, og det er gjort i et helt utroligt omfang. På den måde stilles materiale til rådighed, som kan belyse det, man i forvejen kan vide om bogens emner fra den eksisterende faglitteratur.

Kort fortalt var der to tankegange bag den tidlige socialistiske bevægelse i Danmark: Dels en grundlæggende kirke- og kristendomskritisk linje fra Tyskland, som også knyttede til ved ’det moderne gennembrud’ i Danmark, og dels en linje, der havde rødder i vækkelsesbevægelser og frikirker. Det gælder interessant skikkelser som Frederik Hertz, Mogens Abraham Sommer og Niels Johansen. De så en linje fra vækkelserne midt i 1800-tallets Danmark og til socialismens tanker, der mindede om den oprindelige kristendom. Blandt partiets stiftere anså nogle også Jesus for den første socialist og fandt socialismens tanker udtrykt i Jesus-skikkelsen. Således anså de en ægte kristendom som en medstrider i kampen for bedre sociale forhold for arbejderne.

Begge disse holdninger fortsatte med at kunne komme til orde indenfor partiet i årene 1871-1921, for partiet fastholdt principielt, at religion var og skulle være en privatsag. Kort efter 1921 begyndte dette at blive brudt op gennem spaltningen af arbejderbevægelsen i Danmark. Kommunisterne brød ud i 1919, og kommunistpartiet videreførte kun den kirkekritiske linje fra den marxistiske arv. De, der blev tilbage i Socialdemokratiet, var bl.a. fortalerne for et positivt forhold til Jesus og kristendommen, og fra 1930’erne fik Socialdemokratiet et stadigt bedre forhold til folkekirken og de kirkelige retninger, men den periode ligger uden for den bogs ramme.

På grund af den blandede herkomst var forholdet mellem arbejderbevægelsen og kirke/kristendommen kompleks. Nogle socialdemokrater spillede Jesus-skikkelsen og den ’autentiske kristendom’ ud mod samtidens danske kirke, mens andre var principielt religionskritiske. Tilsvarende spillede nogle kirkefolk socialismen (som god idé) ud mod det unødvendigt religionskritiske parti. Andre kirkefolk så socialismen som et rent uhyre. I vækkelseskredse fandtes også det synspunkt, at socialisterne netop havde ret i kritikken af den borgerliggjorte folkekirke. Alle disse holdninger kommer frem i de utallige citater og referater i Jørn Henrik Petersens mammutværk. En god ting i bogens opbygning er, at den følger udviklingen årti for årti, hvilket giver mulighed for at fornemme en udvikling i debatten undervejs.

Kapitlerne om forholdet til folkekirken og præsterne fylder i alt 356 sider, og har var forholdet overvejende negativt, fordi man forbandt folkekirkepræsterne og kirkeinstitutionen med de besiddende klasser, der var pengegriske og undertrykte arbejderne. Især efter 1900 blødtes dette dog noget op, efterhånden som en række præster viste klar social forståelse og for nogles vedkommende endda blev socialdemokrater. De gik i sporene af den ledende danske teolog, professor/biskop H. L. Martensen, der allerede i 1870’erne havde skrevet positivt om socialismen og behovet for grundlæggende samfundsændringer, ikke blot almisser.        

Kapitlerne om filantropien og det sociale spørgsmål fylder godt 100 sider, og her var forholdet nuanceret. På den ene side anerkendte den danske arbejderbevægelse det frivillige, ofte kirkelige, sociale arbejdes betydning, men på den anden side fandt man det dog slet ikke tilstrækkeligt, men kæmpede for nogle grundlæggende samfundsforandringer.

Da Socialdemokratiet havde samfundet, de sociale forhold og dermed etikken som hovedinteresse, var det især kristendommens etiske aspekter, man havde interesse for. Derfor støttede partipressen også liberalteologiens plads i den danske folkekirke i nogle opsigtvækkende kampe efter 1900, fordi liberalteologerne også lagde hovedvægten på ’Jesu etik’. Disse kampe er tidligere beskrevet af danske kirkehistorikere, men her sker det mere grundigt – over 134 sider. Når nogen i fremtiden vil se på Anton Jensen-sagen (om en præst, der fornægtede fortabelsen) eller Arboe-Rasmussen-sagen (om en præst, der fornægtede jomfrufødslen) eller ’murer-sagen’ (om præsters ret til ikke at vie fraskilte), så stiller denne bog et vigtigt materiale til rådighed.      

Forholdet til de forskellige kirkelige kredse var pragmatisk fra Socialdemokratiets side, fordi partipressen til skiftende tider støttede netop de grupper i kirken, man var enige med på enkeltområder. Derfor kunne partipressen også udtrykke enighed med datidens teologisk konservative fløj omkring Kirkefondet, fordi disse ville nedlægge - den liberale - folkekirke, for også Socialdemokratiet ville på den tid afskaffe folkekirken.

Med Indre Missions vækst fik partipressen en ret fast fjende. Partipressen så Indre Mission som den største hindring for socialismens udbredelse, og det blev ikke just bedre af Indre Missions støtte til i 1899 opståede kristelige fagbevægelse, Kristeligt dansk Fællesforbund, der var modstander af strejkevåbnet (opstået 1899). Der er utallige citater fra Indre Mission og socialdemokrater, men bogen savner den samlede syntese, der kan forklare had/kærligheds-forholdet mellem partiet og netop indre Mission som kirkelig retning. Partiet gik imod vækkelseskristendom, for så vidt denne misbrugte evigheden til forglemmelse af det sociale ansvar her på jorden, men på den anden side undgik det ikke socialisternes opmærksomhed, at Indre Mission var den kirkelige retning, der var mest til stede i fattige lag og øvede mest hjælpearbejde. At Indre Missions formand, Vilhelm Beck, ikke var tilhænger af en bred, folkekirkelig diakoni – drevet af både troende og ikke-troende i kirken - banede i virkeligheden også vejen for at socialt arbejde i Danmark blev en sag for velfærdssamfundet. Hermed endte Vilhelm Beck med at være på samme linje som socialdemokrater, der af andre grunde også ville have en statslig, ikke en kirkelig velfærd.

Det antydes i bogen (s. 225ff), at arbejderbevægelsen i danske provinsbyer var mere positiv overfor kirke og kristendom end i hovedstaden København. Dette kunne med fordel have været udfoldet i bogen. En studie i Esbjergs kirkeliv (Verner Bruhn: Kirkeliv i Esbjerg, 1987) dokumenterer samarbejdet mellem et lokalt Indre Missions arbejde og et socialdemokratisk byråd, om bespisning af byens fattige børn i missionshuset. Den slags beretninger fra mindre byer i Danmark rummer nok en del af forklaringen på den senere mere positive udvikling mellem partiet og Indre Mission/kirken. Da man nåede frem til 1940’erne begyndte man at se det for nordmænd sikkert overraskende billede, at man ved de demokratiske bispevalg fik et samarbejde mellem Indre Missions og Socialdemokratiets (dog ret få) menighedsmedlemmer.  

Henry Ussing, den dynamiske vækkelsespræst bag Københavns kirkefond, kirkebyggeriet i København og meget andet, stod i en livslang dialog med Socialdemokratiet. Han og de var overraskende enige om diagnosen på den sociale nød, men derimod ikke om lægemidlerne: Ussing så omvendelse fra synden til levende tro på Jesus og aktive troende menigheder som vejen frem, men han så også positivt på et praktisk samarbejde med Socialdemokratiet om de sociale forhold, om end der var forskelle i livssyn.   

Bogens kilder er primært stof fra aviser og blade. Af kirkehistoriske studier bygger Petersen meget på P. G. Lindhardts gamle arbejder og overtager dennes indædte antipatier, fx mod Indre Mission. Petersen synes derimod ikke at have konsulteret vigtige nyere kirkehistoriske bidrag fra folk som Liselotte Malmgart, Hans Raun Iversen og ikke mindst Elith Olesen. Dette kunne ellers have nuanceret forfatterens billede af begivenhederne, for Elith Olesens store disputats fra 1996 omhandler præcis den samme tidsperiode, og kunne have skabt mere klarhed over retningerne i dansk kirkeliv, herunder ’den fjerde retning’, som bestod af folk som Henry Ussing, og som var enig med Indre Mission i vækkelsesforkyndelsen, men var mere engelsk-prægede og havde et andet menighedssyn. Folk fra Fjerde Retning citeres igen og igen af Jørn Henrik Petersen, men med hans uklarhed i forståelsen af særpræget ved de forskellige danske kirkelige retninger, bliver der for ofte tale om name-dropping af præster, hvis holdninger ikke kan sættes ind i deres rette sammenhæng.     

Det er en oplagt fadæse ved bogen, at den ikke rummer noget register. Det er gjort et kæmpearbejde med at finde artikler frem fra aviserne af interessante kirkefolk som biskop Harald Ostenfeldt, Henry Ussing og Indre Missions senere formand Frederik Zeuthen og socialdemokratiske politikere som (teologen) Frederik Borgbjerg, men de færreste orker nok at læse 1000 sider for at finde frem til dem. Derfor bliver bogen meget mindre brugbar, end den fortjener.

Kurt E. Larsen