Kirken og de rigtige meninger

De rigtige meninger er blevet et negativt begreb. At have de rigtige meninger er blevet synonym med at være politisk korrekt, og begge dele betegner nu typisk noget negativt – på samme måde som ’frelst’ er kommet til at gøre det. I mange sammenhænge har det ’rigtige’ og korrekte’ fået en klang af bedreviden, hulhed og selvretfærdighed.

De rigtige meninger er med andre ord blevet de forkerte meninger, som det er mest korrekt at lægge afstand til. Men når de rigtige meninger således er noget forkert, betyder det mon så, at det er de forkerte meninger, som nu er de rigtige, og er de meninger så i næste omgang de rigtige meninger, som faktisk er de forkerte…?

Her anes de postmodernistiske strømningers opløsende karakter, der medfører, at alt i sidste ende er en uigennemskuelig blanding af både-og og hverken-eller.

Tendensen fornemmes også i kirke og teologi, f.eks. når der ses med skepsis på kirkens bekendelse som en fast formuleret og forpligtende fremstilling af troen. Bekendelsen bliver så opfattet som en udgave af de rigtige meninger – og altså dermed noget potentielt problematisk, som man skal holde ud i strakt arm.

Troens væsen er ikke en samling tunge og stive ord, men en følelse af mening og forbundethed, en erfaring af håb og trøst og en erkendelse af ansvar og forpligtelse, bliver tankegangen så. Men altså noget andet end holdninger og meninger og ’den rette lære’.

Selv om denne skepsis over for bekendelsens ’rigtige meninger’ jævnligt har vist sig gennem historien, er den fremmed i forhold til kirkens klassiske betoning af lære og bekendelse.

Kirkens historie rummer mange eksempler på, at det at holde fast ved ’det gamle evangelium’ betød liv og vækst på den lange bane, mens det at vende skulderen eller sågar ryggen til det betød tilbagegang og udtørring af tros- og kirkeliv.

Gennem sin historie har kirken derfor lagt afgørende vægt på at holde fast ved den sande og sunde lære, ved bekendelsen som ’de rigtige meninger’, der har positiv og essentiel betydning.

’De holdt fast ved apostlenes lære’, fortælles den om den første menighed (Ap.G. 2,42), og Paulus advarer mod at være ’i modstrid med den lære, I har taget imod’ (Rom. 16,17) og mod ’et andet evangelium end det, I tog imod’ (2. kor. 11,4).

Senere blev der sat ord på troen i form af bl.a. trosbekendelserne fra Oldkirken, Luthers lille katekismus og Den augsburgske bekendelse som præcise sammenfatninger, en slags troens maggi-terninger. At forstå troens liv og disse komprimerede formuleringer som modsætninger er altså en fremmed og selvmodsigende tanke.

Alligevel ligger tanken på lur mange steder. I en radiotransmitteret gudstjeneste forleden blev det i prædikenen sagt sådan: ’Guds forbindelsesvej til os er ikke viden eller ekspertise eller korrekte holdninger til alt muligt. Forbindelsesvejen er, at han sendte sin søn’.

Isoleret set er det både godt og stærkt. Under overfladen anes imidlertid sporene af den forvirrende modsætning mellem viden og korrekte holdninger på den ene side og troen på den anden.

Men det er netop den Jesus, som er Guds eneste forbindelsesvej til os, som bekendelsen vil forkynde for os. Det er ham, bekendelsen vil være med til at male et klart og troværdigt billede af, med det store formål, at vi ikke skal blive i tvivl om, hvem han er – eller bytte ham ud med noget andet.

Det gør den netop også, når den bruger svimlende store ord om, at han er ’lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen’.

Det er helt klart, at kristentroen ikke er det samme som ’korrekte holdninger til alt muligt’. Men troen klynger sig til en bestemt bekendelse af den treenige Gud, som ikke kan byttes ud efter skiftende følelser og erfaringer, men bygger på det, som Gud har åbenbaret om sig selv.

Som den svenske præst Gunnar Rosendal formulerede det i sin skelsættende bog ’Kyrklig Förnyelse: ’I kirken er lære og liv altid samtidige og uopløseligt forenede’. Bekendelsen er med andre ord en bærende og livsvigtig del af kirkens identitet og forkyndelse.

I nogle perioder har man kaldt dem, der holdt fast ved kirkens klassiske tro, for ’gammel-troende’. Det ord lyder vel ikke mere positivt end ’rigtige meninger’. Alligevel kan man kalde både Luther, Grundtvig og Vilhelm Beck og mange andre kirke-folk for ’gammel-troende’.

De ønskede ikke at genopfinde kristendommen eller omforme den til at passe til en ny tid. De ville tværtimod finde tilbage til den gamle tro og forkynde den for en ny tids mennesker.

’Ja, tro og bekende til dagenes ende, det er saliggørelsens vej’, digtede Grundtvig (DDS 397,4). For ham var der altså ingen modsætning mellem troen med dens etik, følelser og erfaringer og så bekendelsen. De var tværtimod to sider af samme uvurderlige mønt.

’Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb’, lyder opmuntringen i Ny Testamente (Hebr. 10,23). Det er til enhver tid en livsbetingelse for Kirken: at tro, teologi og forkyndelse øser af Bibelens og bekendelsens uudtømmelige kilder.

Kristian S. Larsen
cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse