Luther og mystikken

I luthersk kristendom, i hvert fald sådan som vi kender den fra vores hjemlige breddegrader, har der ikke været megen plads til mystik. Hvor mystikken er kendetegnet af indadvendthed og en tilbagetrækning fra verden, er luthersk kristendom præget af forkyndelsen af Ordet og en glad og ansvarlig tjeneste i verden. Der har vel været undtagelser i form af vækkelser og pietisme. Men de repræsenterer netop ikke det lutherske, men udgør et fremmedelement, mere i familie med katolsk end luthersk kristendom.

Men der er noget, der tyder på, at dette er et alt for ensidigt billede af reformationen og dens anliggende, i hvert fald i den form, den havde hos Luther. En omfattende forskning gennem de seneste 50 år, men ganske særligt de seneste 20 år, har vist, hvor dybt Luther var forbundet med den senmiddelalderlige mystik. Nogle vil måske have stødt på den i Thomas af Kempis’ Kristi efterfølgelse. Men for Luthers vedkommende har det mere drejet sig om navne som Meister Eckhardt og især Johannes Tauler.

I de kredse, Luther blev en del af helt tilbage fra sin studietid, var det i høj grad disse folk, man var optaget af. En vigtig skikkelse her var Luthers foresatte, Johann von Staupitz. Staupitz var leder for den orden, Luther blev munk i, samtidig med at han var professor ved det nye universitet i Wittenberg. Og han opdagede hurtigt de muligheder, der lå i den unge munk. For Luther blev Staupitz en vigtig hjælp til at trænge dybere ind i troen, lige som han blev det for en lang række af de teologer, Luther var forbundet med - man kaldte sig for sodalitas Staupitziana, Staupitzfællesskabet.

Det, man i denne gruppe var optaget af, var en kristendom, som på en helt anden måde end samtidens skoleteologi handlede om Guds virkelighed frem for ørkesløse og golde deduktioner og spekulationer. Det var det, folk som Tauler ifølge denne gruppe havde forstået.

Gud er den, alle ting hvert øjeblik er båret af. Alt har sit ophav og virkelighed i ham. Det betyder bl.a., at ønsket om at gribe ham med sin tanke, er meningsløs. Mennesket er begrænset. Dets perspektiver er snævre. Og så er der sket noget med mennesket, som gør, at når det tror, det griber ud efter Gud, så griber der ud efter sig selv. Det er bundet ind i sin ”jeghed”.

Skal mennesket komme ud af dette og tilbage til det forhold til Gud, det er skabt til, hvor det er hans godhed, man lever ud af, må der derfor en smertefuld afklædning til. En afklædning, hvor ens selvbillede bliver taget fra en. Sådan som det f.eks. kan ske i mødet med vanskeligheder i livet eller med modstandere, der spænder ben for ens planer og modsiger de høje tanker, man har om sig selv.

Men målet for dette er, at mennesket netop derved føres bort fra sig selv til Gud. At det bliver Gud og hans godhed, man i et og alt ved sig båret af. Det er ikke uden omkostninger, fordi det strider så meget imod normal tankegang, også hos en selv. Men det rummer samtidig en fred, som er hinsides alt, hvad denne verden ellers kan tilbyde. Erfaringen af dette er, sammen med modgangen og afklædningen, et af de grundlæggende kendetegn ved denne form for mystik.

Det første skrift, Luther udgav, var et skrift med dette indhold. Det var ikke et skrift, Luther selv havde skrevet, men et, han stødte på og blev så begejstret for, at han fik det udgivet. Først i den lidt forkortede form, han havde mødt det i i 1516, og to og fire år senere i den fulde udgave. Skriftet blev kaldt Theologia Deutsch, og var skrevet af en mystiker fra det 14. århundrede, der stod Tauler nær. Vi har for øvrigt så sent som i 2020 fået en ny dansk oversættelse af det: Frankfurteren: Efterfølgelse af Krist.

Umiddelbart virker skriftet og dets tankegang meget fremmed for en luthersk læser. Hvad kan Luther dog have set i dette skrift med dets optagethed af mennesket vej tilbage til Gud og med et så begrænset syn for det, der vel blev Luthers hovedopdagelse, nemlig Guds vej til mennesket i Jesus?

Men en nærmere læsning af Luthers skrifter fra den periode, Luther udgiver dette skrift i, altså årene, hvor reformationen for alvor tager form, og hvor han bl.a. skriver et så kendt skrift som Om et kristenmenneskes frihed, viser, at Luther i disse skrifter i høj grad er optaget af det samme, nemlig hvordan mennesket kommer tilbage til Gud.

Jamen, består hans evangeliske opdagelse da ikke i, at det er Gud, der kommer til mennesket? Er det ikke det, bl.a. hans kendte skrifter om dåben og nadveren fra 1519 og 1520 vil understrege? Det er ikke mennesket, der skal hæve sig til Gud, men Gud, der kommer til mennesket, før det selv er i stand til at gøre noget. Jo. Men det, som man måske ikke mindst i moderne lutherdom har været blind for, er, hvor meget det for Luther handler om, at mennesket tror det. Det er denne tro, der er omdrejningspunktet i de skrifter, Luther skriver i denne tid. Troen, der griber om Guds godhed, som holder fast ved den midt i modgang og trængsler, som tager imod livets tilskikkelser i en blind tro på, at Gud også i dette har en vej med en. Troen som en reel nyskabelse i mennesket.

Mange vil sætte et hegn op mellem luthersk teologi og erfaring. Men sådan er det ikke hos Luther selv. For ham hører erfaringen med til troen. Luther taler mange steder om, hvordan man i troen bliver fyldt med glæde, ja nærmest henrykkes, i mødet med Guds nåde og godhed. Akkurat som i Theologia Deutsch er det noget, der er forbundet med en afklædning. Også hos Luther er der en selvcentrerethed i mennesket, som gør det svært at relatere til Gud, og som Gud i sin nåde derfor må pille i stykker. Og derfor må man i lange stræk tro uden at erfare noget. Men målet for det er, at man bliver så rodfæstet i Gud, at alt andet mister vægt, noget Luther indimellem omtaler med stærkt mystiske termer.

Ikke at der ikke er forskel mellem Luther og de mystiske forfattere, han var så glad for (selv om han livet igennem blev ved med at lovprise Tauler). Hos Luther fylder Bibelen meget mere end hos disse forfattere. Hvor deres skrifter er kendetegnet af nærmest filosofiske meditationer over Gud og menneske, er det hos Luther bibelordet, der bærer tankegangen. Luther vender og drejer det bibelske ord. Det er ikke mindst meditationen over det bibelske ord, vi møder nogle af Luthers stærkeste udsagn om erfaring. Det betyder, at Guds godhed bliver mere konkret, end det bliver i de mystiske, mere ophøjede tekster. Og at menneskets forhold til Gud også bliver mere konkret i form at tillid og konkret bøn. Selv om Luther i høj grad deler mystikernes tale om Guds absolutte transcendens og ophøjethed, bliver Gud hos ham også mere jordnær – hvilket ikke mindst hans tale om Kristus, men også sakramenterne, er vigtige ingredienser i.

Men det betyder ikke, at det, Luther står for, er noget helt andet end det, mange af disse mystikere står for. Det, der binder dem sammen, er overbevisningen om, at det kun er ved at blive ført tilbage til et liv, hvor man lever ud af Guds virkelighed og godhed, at mennesket finder sig selv. Og at det ikke går af sig selv, når mennesket nu er, som det er, men at man i dette er dybt afhængig af Gud.

Alt det har jeg skrevet om i en bog, der lige er udkommet: Luther og mystikken. Luther læst i lyset af Theologia Deutsch. Jeg bliver sommetider spurgt om, hvad min læsning af Luther, ud over det rent faglige, kan bidrage med i dag.  Måske kan den formidle et billede af Luther, som er knapt så sterilt, som det ofte bliver fremstillet. Og forbinde Luther med den forståelse af frelsen og Kristi gerning, som vi finder i oldkirken. Men først og fremmest håber jeg, at den kan være med til at minde om, at det er i Guds virkelighed, også det moderne menneske skal hente fodfæstet for sit liv.

Asger Chr. Højlund, Møllevangs Alle 172, 8200 Aarhus N, teol.dr., professor emeritus

(Det kommer senere en anmeldelse av boken på FBBs nettside)