Lys af lys – trinitarisk teologi i tidlig kristendom

Titel: Lys af lys

Trinitarisk teologi i tidlig kristendom

Forfatter: Johannes Aakjær Steenbuch Antal sider: 158 Forlag: Fønix 2025

Isbn: 978-87-93600-18-8

Johannes Aakjær Steenbuch har skrevet bogen ”Lys af lys – trinitarisk teologi i tidlig kristendom”. Bogens titel er taget fra den nikænske trosbekendelse. Lys af lys er en græsk filosofisk måde at tale om, at både Jesus og Faderen er Gud, de er begge lys: ”lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen. Lys af lys - Jesus er altså af samme væsen som Faderen. Helt kort: kirkemødet i Nikæa i år 325 var et alment koncil, som kejser Konstantin kaldte sammen til. Det gjorde han på baggrund af, at en præst ved navn Arius hævdede - i modsætning til, hvad kirken altid havde hævdet - at Jesus ikke var evig; han var skabt af Gud. Biskopperne dømte Arius som kætter og gik imod kejseren, der var arianer, og hold fast på det, kirken altid havde sagt.

Det er i år 1700 år siden kirkemødet i Nikæa, hvor en del af den allerede gældende teologi blev skrevet ned og formuleret som en bekendelse. Det er denne bekendelse, som blev grundlaget for den bekendelse, vi i dag bruger i Den danske folkekirke på de store højtidsdage: 1. påskedag, pinsedag, 1. juledag etc. Det er i den sammenhæng værd at spørge, hvorfor den ikke bliver brugt noget mere. Den, der bruges hver søndag til højmesse, er den apostoliske trosbekendelse. Her tror jeg, Steenbuch rammer plet, når han peger på, at Grundtvig foretrak den apostoliske trosbekendelse. Traditionelt blev den apostoliske bekendelse brugt, som den stadigvæg bliver brugt, som en dåbsbekendelse. Men Grundtvig har ikke overraskende sat dybe spor efter sig.

Steenbuch har lavet helt overordnet en god gennemgang af vor kirkes vigtigste bekendelse. Der er styr på alle de filosofiske begreber, og han formidler dem på en forståelig måde. Han finder de vigtigste punkter frem vedrørende den kirkehistoriske debat om treenigheden.

At skrive en bog om den nikænske trosbekendelse er ikke nemt, og Steenbuch lægger sig på dialogens linje: han prøver at forstå både Arius, som blev dømt som kætter på kirkemødet, i bedste mening. Dog er der ingen af Arius’ egne skrifter, der er blevet bevaret, så vi véd faktisk ikke hundred procent sikkert, hvad han faktisk mente. Steenbuch prøver også at forstå den ortodokse kirke i bedste mening, når den ikke helt ligestiller Faderen og Sønnen. ’Filioque’-tillægget fra 589, at Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen kunne den ortodokse kirke ikke acceptere, og det ender så i kirkesplittelsen i 1054.

Et sted er jeg dog uenig med Steenbuch. Jeg tager det frem, fordi jeg mener, det har en dogmatisk relevans i denne sammenhæng. Det er i hans tolkning af kirkefaderen Tertullian. Steenbuch tolker ham, som om vi skal tro Jesu opstandelse, fordi det er absurd. Som om det absurde er et mål i sig selv. Det er dog ikke pointen hos Tertullian. Som jeg forstår ham, siger

han indirekte, at påstanden om, at Jesus er stået op fra de døde, er så absurd, at ingen ville finde på at lyve om det, men fordi nogen har beskrevet det sådan, som de har gjort det, må det være sandt. Skulle man lyve om det, ville man have brugt langt bedre argumenter, nogen af dem er rigtig gode, andre detaljer i evangelierne er med for at fortælle den sande historie. Det absurde i sig selv er altså ikke et mål, tværtimod. Alt i alt en god bog, som er noget teknisk, men læseværdig for både lærd og læg. Med sine 158 sider er den overkommelig for alle. Noget af det vigtigste ved bogen er, at den prøver at aktualisere den Nikænske bekendelse efter en årrække præget af pietisme, både i konservative og liberale former. Mange hundrede år, hvor troen er blevet noget personligt og dét alene. Nu ser vi en tid, hvor troen spiller en større rolle i vores samfund og som kollektiv, hvor trosbekendelsen igen får en aktualiseret betydning ved, at det er noget, vi står sammen om og bekender.

Av sognepræst Thomas Forum Lollike