Om aktiv dødshjelp

Døden på recept

Freja Marie Polinius, Morten Bangsgaard og Ole Hartling (red.)

Gads forlag 2025

Døden på recept er en fremragende bog, som i en lang række overskuelige artikler med mange forskellige vinkler gør det lysende klart, hvor altomfattende ødelæggelse der følger af aktiv dødshjælp.

Bogens forord kommer fra to kendte, danske folketingspolitikere, Søren Gade og Ida Auken, som tilkendegiver, at de har skiftet holdning fra ja til nej til aktiv dødshjælp.

”Når vi som folketingsmedlemmer i dag begge siger nej til aktiv dødshjælp, skyldes det ud over den forbedrede smertelindring, at vi kan se, at indførelsen af aktiv dødshjælp i andre lande har ført til en markant glidebane. (…) Muligheden for aktiv dødshjælp har med andre ord ændret synet på døden…”. (8)

Den pointe kommer frem i flere af de mange artikler. Selve synet på døden ændres – og dermed også synet på livet. Der sker en favorisering af de raske, veltilpasse mennesker. Menneskelivet er ikke længere værdigt til sidste åndedræt. Man bør befinde sig på et vist livsniveau, ellers kan man lige så godt forlade livet. Almenmenneskelig værdighed ændrer sig til individuel værdighed. Aktiv dødshjælp er ”afvisning af den værdighed, der ligger i ethvert menneske, da der implicit i en lovgivning af aktiv dødshjælp altid vil ligge en beslutning om, hvilke liv der er værd at leve, og hvilke der ikke er”. (36)

Menneskers grundlæggende afhængighed af hinanden fordamper. Dét fremgår bl.a. af et norsk citat: ”Det nyfødte menneskebarnet er fra første stund avhengig av at det er noen andre til stede – noen som sørger for næring, varme og trygghet. (…) Uten bånd til noen utenfor seg selv, kan ikke mennesket klare seg. Mennesket er nemlig ikke et selvtilstrekkelig vesen, og manglen på selvtilstrekkelighed gjelder ikke bare ved fødslen, det er snarere et vesenskjennetegn som vedvarer livet ut”. (39)

Vi slipper ikke for lidelse i den uperfekte verden, understreges det. Også det moderne menneske rummer magtesløshed, selvom det øjensynlig er blevet ”gud i eget liv”.

”Ideen om aktiv dødshjælp kan ses i direkte forlængelse af gud-i-eget-liv-tankegangen (…) selvom vi ikke kan afskaffe døden, kan vi i det mindste insistere på, at døden bliver på vores præmisser, når det passer os.” (87)

Det påpeges også meget indsigtsfuldt, at aktiv dødshjælp i virkeligheden aldrig er en ren individuel, selvbestemmende beslutning. Den er altid påvirket af kultur og mentalitet i samfundet. Hele bogen rummer et meget stærkt opgør med det, man kan kalde menneskelig autonomi.

Et ofte gentaget modspil til aktiv dødshjælp er palliation, altså lindring og omsorg for mennesker med livstruende sygdomme, med det formål at øge livskvaliteten ved at håndtere fysiske, psykiske, sociale og åndelige lidelser for både patienter og pårørende. 

Noget af bogens styrke er, at den ikke har brug for at hente argumentationen fra en særlig kristen synsvinkel. Bogens forfattere repræsenterer kulturelt og trosmæssigt set en bred del af den danske befolkning. Gennem stort set hele bogen drejer det sig om argumenter, som kan bringes i spil på en fællesmenneskelig platform. Det vil give bogen langt bredere appel og derfor forhåbentlig hjælpe med at fastholde ikke-aktiv dødshjælp i det danske samfund.

Når det er sagt, er det selvfølgelig indlysende, at selve sagen også har et oplagt kristent perspektiv. Dét dukker også meget tydeligt op i et enkelt indlæg fra den kendte præst Poul Joachim Stender. Han bringer det bl.a. frem med følgende ord: ”Døden er og bliver livets fjende. Vi skal bekæmpe døden over alt, hvor vi støder på den. (…) Jesus besejrede døden ved at opstå fra graven påskemorgen. (…) Hvis vi indfører statslig drive-in selvmord, får vi den forvrængede holdning, at døden kan tæmmes.” (186)

Et andet kristent perspektiv kunne være, at indse, at vi lever i syndens og dødens verden, hvilket medfører en erkendelse af magtesløshed, sorg, fortvivlelse og længsel. Og tillige en erkendelse af, at døden præger os dybt og varigt omtrent fra livets begyndelse. Jf. Hebræerbrevet 2, 15: ”dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom”. Og selvfølgelig i forlængelse af dette i den grad det kristne håb om evigt liv efter døden, som helt fundamentalt bringer et helt andet perspektiv ind over sagen.

Dertil kommer, at hele spørgsmålet om aktiv dødshjælp i virkeligheden også kan ses som en parallel til spørgsmålet om fri abort. Jeg forventede ikke ved læsningen, at det blev bragt i spil, men undervejs i læsningen tænkte jeg flere gange, at fri abort reelt set også har haft en indflydelse på aktiv dødshjælp, som er dukket mere og mere op rundt om i verden.

Bogen rundes af med en skarp tekst om det, der dybest set er i spil: to helt forskellige menneskesyn.

Konsekvensen af aktiv dødshjælp bliver: ”Vi har mistet menneskesynet (…) Det menneskesyn, vi kendte, og som mange elskede, holdt af og kæmpede for. (…) Langsomt kvælende førte fremhævelsen af individet til menneskesynets død. (…) Mennesket ville for enhver pris bemægtige sig magten over livet og døden (…) Mennesket står da tilbage med både opgaven og ansvaret for sin endelighed. Sin egen døde, der ikke længere kun bliver naturlig, men også kan blive en usynlig tvang til at vælge livet fra og døden til (…) En moderne kultur, hvor vi mister blikket for afhængigheden af hinanden. (191ff)

Henrik Højlund