Ordination af kvinder til kirkens embede
(Ressurser)
FBB-BAKGRUNNSSTOFF:
Småskrift fra KSBB og KKT, Danmark 1992.
"Ordination af kvinder til kirkens embede"
Prof. Dr. Reinhard Slenczka, Erlangen
Høistærede kære søstre og brødre!
De står i dag over for at skulle afgøre, om den såkaldte "Kvindepræstklausul" i lov om præster for "Den forenede evangelisk-lutherske kirke i Tyskland" (VELKD) skal ophæves. Den lyder således: "Bestemmelserne i artikel I skal i Den evangelisk-lutherske landskirke for Schaumburg-Lippe, så vidt de angår de kvindelige præsters retsstilling, først træde i anvendelse fra det tidspunkt, der bestemmes af denne medlemskirke". I følge tingenes tilstand træffer De ingen afgørelse vedrørende den ordination af kvinder, som allerede er indført i alle andre medlemskirker og medlemskirkelige foreninger i Den evangeliske kirke i Tyskland (EKD). De træffer derimod afgørelse om, hvorvidt en af de to sidste undtagelsesregler skal sættes ud af kraft, hvormed overbevisningen i samvittigheden beskyttes hos sådanne medlemmer og embedsbærere i evangeliske menigheder - såvel mandlige som kvindelige theologer, som er kommet til den indsigt, at en ordination af kvinder til kirkens menighedsledende embede ikke er forenelig med Den hellige skrift og kirkens bekendelse. Dette er også min overbevisning, og af den grund har De indbudt mig til at repræsentere dette standpunkt.
Situationen er ikke gunstig for overvejelser og afgørelser. Vi ved og erfarer alle, uanset hvor vi står, hvad offentlighedens bifald eller tryk kan udvirke. Vi ved også, i hvilken grad personlige interesser i sympati og antipati tillige med følelser af mange slags plejer at spille md.
Standpunkterne vil være alle bekendt; argumenterne er blevet gentaget så ofte, mundtligt og skriftligt, at de er blevet slidte og måske slet ikke mere bliver taget alvorligt; og alt går så bare ud på talforholdet mellem Ja- og Nej-stemmer ved afstemningen, på sejr eller nederlag.
I denne situation vil jeg koncentrere mit bidrag udelukkende om ét punkt, som synes mig det vigtigste, skønt det i den årelange strid alt for lidt, om over- hovedet, er blevet taget hensyn til. Jeg mener den af Guds Ord bundne og for ham ansvarlige samvittighed, med hvilken og for hvilken vi skal træffe afgørelse.
1. Samvittighedsafgørelse og samvittighedsværn
I 1. Timotheus 1,5 læser vi: "Men det, som dette påbud skal sigte på, er kterlighed af et rent hjerte, af en god samvittighed og af en oprigtig tro". Hjerte, samvittighed og tro står her parallelt ved siden af hinanden og udtrykker det, som bestemmer en kristens følen, tænken og handlen. Det er omsluttet af læren, undervisningen og forkyndelsen (parangelia), som kommer fra Guds kærlighed i Jesus Kristus, hvorigennem vi fornyes og fuldendes. I følge tekstsammenhængen retter denne indledende henvisning i Timotheusbrevet sig mod konflikter og stridigheder, som er brudt ud i menigheden angående lære og livsførelse. Endvidere og ved siden af meget andet hører dertil også en strid om kvinders offentlige liv. Den rette skriftudlægning bliver udtrykkelig nævnt som stridspunkt (vers 6 og 7: "folk, som gerne vil være lærere i loven, skønt de ikke selv forstår, hverken hvad de siger, eller hvad de hævder så sikkert"). Samvittighed er for os som kristne binding til Guds ord. Dertil hører den proces med tankernes anklage og forsvar, som i følge Rom. 2,14 ff. finder sted i hjertet på hvert eneste menneske og, hvad der på det sted udtrykkeligt henvises til, samtidig peger hen på dagen for den guddommelige dom ved verdens ende, "da Gud ved Jesus Kristus, sådan som jeg har forkyndt i mit evangelium, vil dømme det, der skjuler sig i menneskene" (Rom. 2,16).
Et eksempel på samvittighedens betydning for stridighederne mellem retningerne i menigheden har vi i Rom 14 og 1.Kor. 8 vedrørende striden mellem stærke og svage om nydelse af kød fra den hedenske kult. Vi ved alle, at dette eksempel med de stærke og svage kan gøres gældende på meget forskellig måde eller endda kan blive rnishrugt, idet de stærke lige så vel kan majorisere de svage som omvendt de svage de stærke. Dog det, der i den menneskelige meningsstrid kan være et spørgsmål om sejr eller nederlag, bliver af apostelen ledt hen til spørgsmålet: Hvorledes kan jeg mcd det, jeg gør, bestå for Herren Jesus Kristus, der er død for mig og ved hvem jeg skal modtage evigt liv? Samvittighedsafgørelsen angår den kendsgerning, at, som apostelen skriver, "hver af os (skal) aflægge regnskab for sig selv over for Gud" (Rom.14,12). Samvittighedsværnet for den anden derimod retter sig mod, at han ikke bliver tvunget til at gøre noget, som han ikke kan forsvare over for Gud og hans ord: "Thi voldes der din broder sorg ved din mad, da vandrer du ikke mere i kærlighed. Bliv ikke ved det, du spiser, til fordærv for den, som Kristus led døden for".
Her ligger kernepunktet i den forestående afgørelse, der kan få den mulige konsekvens, at medlemmer af menigheden, ikke blot embedsbærere, bliver forledt eller tvunget til at gøre noget, som de over for Guds ord, Den hellige skrift, ikke kan forsvare, og som derfor er synd, fordi det sker med dårlig samvittighed i usikkerheden om, hvorvidt det efter Guds ord og for hans domstol er forsvarligt.
Jeg vil tydeliggøre det med henblik på den afgørelsessituation, De står i: Til indledning havde jeg sagt, at en af de to sidste undtagelsesregler skulle sættes ud af kraft. Den anden ved siden af "kvindepræstklausulen for Schaumburg-Lippe" er den såkaldte "Samvittighedsparagraf" i ordningen for præsteembedsbesættelse i Den bayriske landskirke af 20.4.1980, der, om jeg ser ret, altså først trådte i kraft fem år efter indførelsen af kvindeordination med bispeskiftet i november 1975. Der hedder det: "Landskirkerådet må indskrænke udnævnelsen af præster, konstituerede præster eller præstekandidater, hvis en til tjeneste i den pågældende menighed kaldet præst eller konstitueret præst, der før 1. juli 1989 blev ordineret til tjeneste i Den evangelisk-lutherske kirke i Bayern, ved embedsbesættelsessamtalen forlanger det" (4,4).
Kravet om afskaffelse af denne såkaldte "vetoparagraf", der kun var blevet accepteret som kompromis, har længe ligget på bordet, skønt endnu ikke afgjort. Følgende citat fra en ny offentliggørelse kan illustrere situationen:
"Ud fra den daværende situation var denne vetoparagraf for mig nødvendig som kompromis for at yde mit til den fredelige sameksistens mellem tilhængere og modstandere af kvindeordination. Mange kolleger var i embede, som var tiltrådt under andre betingelser og ikke kunne affinde sig med det nye. For dem var det et belastende samvittighedsspørgsmål.
Om det i dag stadig kan betragtes sådan, er for mig et spørgsmål. Siden november 1975 ved enhver mandlig kollega, der lader sig ordinere i den bayriske landskirke, at der arbejder kvindelige kolleger i denne kirke. Konventet for evangeliske kvindelige theologer i Bayern har efter min mening ret i kravet om, at denne vetoparagraf må afskaffes".1)
Det er altså til at forudse, at inden for EKD vil der ikke mere være noget samvittighedsværn for dem, der ikke kan forsvare en ordination af kvinder til det menighedsledende embede efter Skrift og bekendelse.
Den, der kender situationen i de lutherske kirker i Skandinavien, vil være klar over, hvad det betyder, og hvilke følger det får. I Sverige blev ordination af kvinder indført i 1958, og det skete efter krav, ja, under tryk fra regeringen i et dobbelt stormløb. Konsekvensen var, at der som adgang til ordination blev forlangt en erklæring om beredvillighed til at arbejde sammen med ordinerede kvinder. Over for den vedvarende konflikt, som var ved at true kirkens enhed, blev der den 1.12.1978 udarbejdet "Regler for samarbejde i den svenske kirke mellem repræsentanter for forskellige opfattelser i spørgsmålet om kvindens adgang til det gejstlige embede", og indtil i dag går diskussionen om, "hvorledes man i en og samme kirke under en og samme bekendelse kan leve videre sammen åndeligt og praktisk med forskellige samvittighedsbedømmelser i ordinationsspørgsmålet".2) Dette spørgsmål er til i dag ikke blevet besvaret, og det har ført til, at man med en indstilling imod ikke kan komme på tale til bispeembedet, og under visse omstændigheder heller ikke til ordination. Anerkendelsen af kvinders ordination er altså blevet til en betingelse for embedsoverdragelsen. En følge heraf er grundlæggelsen af en Fri synode i 1983.
I Norge findes et samvittighedsværn for biskopper, som ikke vil ordinere kvinder (hvad der gælder to af elleve biskopper), og også som afviser kon- celebration "in sacris".3) I Finland, hvor afgørelsen blev truffet for tre år siden, findes så vidt jeg ved, ingen skriftlig fixering af samvittighedsværnet, men dog en praktisk respekteren. Det er imidlertid til at forudse, at der vil opstå lignende tvangssituationer.
Her i landet drejer det sig i de løbende overvejelser overhovedet ikke mere om, hvordan man opretholder et sådant samvittighedsværn, men derimod om at man til det yderste tilsidesætter det.
Netop af den grund må vi indse og overveje, at det derved på ingen måde kun drejer sig om forholdet mellem mand og kvinde i kirken, men at alle menighedens medlemmer kan blive ramt deraf:
Det rammer de menigheder, hvor kvinder skal skal udøve deres embede, og hvor betænkeligheder opstår imod det.
Det rammer menighedens embedsbærere, som skal ordinere kvinder og arbejde sammen med ordinerede kvinder.
For kandidater til bispeembedet dukker uundgåeligt spørgsmålet om ordination af kvinder op som udskillelseskriterium.
Det rammer ansøgere til pastoralseminarieuddanelsen, som får at vide af studielederne, at skriftbegrundede samvittighedsbetænkeligheder mod samarbejde med ordineredc kvindcr gør deres uddannelse og ansættelse i den pågældende landskirke umulig.
Men det rammer også, hvad let fuldstændig overses, kvinder med teologisk uddannelse, som, skønt de efter deres overbevisning ikke vil ordineres, kun kan finde en kirkelig ansættelse via ordination.
Det betyder, at vi i EKD i dag er tvunget til at anerkende ordination af kvinder. Den, der ikke kan forene dette med sin samvittighed, har ikke engang mere mulighed for at skifte landskirke. Til kirkelige embeder kommer vedkommende - det være sig mand eller kvinde - ikke mere på tale, og hele emnet står overhovedet ikke mere til forhandling.
Alligevel gælder stadigvæk, "at det er byrdefuldt, usaligt og farligt at handle mod sin samvittighed"4), og at tvinge andre dertil, at vække anstød eller give anledning til fald (Rom.14,13), berører dybest set fællesskabet i troen i ansvaret over for Herren, hans ord og hans domstol.
Vedrørende såvel samvittighedsafgørelsen som samvittighedsværnet bliver dette med at klarhed sammenfattet således i Rom. 14,23: "Men den, som nar betænkeligheder, når han spiser, han er domfældt, fordi han ikke handler ud af tro; alt det, som ikke udspringer af tro, er synd ".
2. Herrens ord i følge Den hellige skrift
Spørgsmålet i Rom. 14 og i. Kor. 8, om man som kristen skal spise kød eller grønsager, kan synes ubetydeligt. Det drejer sig ikke engang om en anvisning, som kan føres tilbage til Herren. Alligevel bliver den af apostelen med forbavsende kraft forbundet med det, der er afgørende for frelsen, fordi det angår den tro, hvormed en kristen i sidste instans står og falder. Det er om denne yderste alvor, det drejer sig ved samvittighedsafgørelsen og ved samvittighedsværnet.
Vi vil derfor nu i dette næste skridt - bortset fra mange yderligere begrundelset - helt koncentrere os om det Skriftens ord, som troen er bundet til, er båret af, og dømmes efter.
Her er der følgende at tage hensyn til i vor situation: Man kan naturligvis og vil formodentlig også gennemføre ordination af kvinder ved flertalsafgørelser og gennemtvinge anerkendelsen af dem ved hjælp af kirkelig lovgivning. Men hverken ordlyden eller virkningen af Guds ord, Den hellige skrift, kan man ændre eller sætte ud af kraft. Og det er den ejendommelige iagttagelse, man kan gøre i de skandinaviske kirker, men også hos os, at beroligede samvittigheder uventet igen bliver urolige gennem Skriftens ord. Jeg citerer fra en svensk beretning: "Myndighederne, kirkelige såvel som verdslige, er foruroligede over, at overbevisningen om, at kvindelige præster er uforenelige med Det nye testamente, ikke uddør af sig selv, men i hver generation stadig finder nye tilhængere. Man taler om "kvindepræstspørgsmålet" og mener dermed to helt forskellige problemer. For det første: "Hvordan lever man med sådanne uoverensstemmelser alligevet videre sammen i én kirke?" For det andet: "Hvordan kan modstanden bringes til ophør?"5).
At samvittigheden foruroliges af Guds ord oplever vi også blandt theologistudenterne, og det sker, hvad jeg eftertrykkeligt må betone, såvel hos mandlige som kvindelige studerende. Vi oplever det også i menigheden; vi oplever det også hos dem, der allerede er ordinerede og så eventuelt netop kommer i anfægtelse gennem Guds ord, det ord de jo skulle bæres af i deres tjeneste. Hvorfor det er sådan og vil blive ved med at være sådan, vil jeg vise ved hjælp af hovedstedet 1. Korintber 14,33-40 i forbindelse med 1. Timotbeus 2,9-15.
Her har vi det ubetingede nej til kvinders tale, hhv. optræden som lærer i menighedsforsamlingen. Dette nej tales ind i en situation, i hvilken disse ting netop sker. Tre gange bliver dette nej begrundet med den tungest tænkelige vægt af åndelig autoritet:
1. Den første grund lyder: "Ligesom i alle de helliges menigheder . . ." (1.Kor.14,34). Det er henvisningen til en økumenisk konsensus, som menigheden i Korinth bryder ved sin tilpasning til omverdenen. Enhver af os ved, at indførelsen af kvinders ordination siden begyndelsen i halvtresserne er blevet til en ny kirkeadskillende faktor, der har ødelagt hhv. ophævet samtlige eksisterende tilnærmelser til en forståelse vedrørende det kirkelige embede. Det gælder først og fremmest forholdet til østens Orthodokse kirker og til Den romersk-katholske kirke. Men det gælder også kirkefællesskabet inden for de enkelte kirker. Vi kan for tiden iagttage det i Det anglikanske fællesskab.
I forbigående, men ganske bevidst, kan der også henvises til et andet forhold, der ødelægger den økumeniske forståelse: Sakramentsforvaltning ved ikke-ordinerede, der er i deres 2. uddannelsesfase (Vikar).
2. Den anden grund lyder: ". . . som også loven siger" (1.Kor. 14,34). Dette er påberåbelsen af Guds ord i Den gamle pagt, ganske særligt af tilordningen af forholdet mellem mand og kvinde i følge Genesis 1-3.6)
Jürgen Roloff har sikkert ret i sin nye kommentar til 1. Timotheusbrev, når han om dette sted fastslår: "De fleste foreliggende tydningsforsøg forfølger det ene mål at rydde forargelsen i dette udsagn af vejen.7)
Den, der læser, hører og bedømmer åndeligt i tillid til Guds ords lægedom, vil dog ikke kunne overse følgende: Underordningen, hvorom der er tale på dette sted, er omsluttet og bestemt af Jesu Kristi person og værk. Derfor gælder det principielt for fællesskabet i Kristus blandt kristne: "Underordner jer under hverandre i æref rygt for Kristus" (Efeser 5,21). Det i Kristus begrundede og anskueliggjorte inderste væsen i denne underordning består imidlertid entydigt Kristi given sig hen for menigheden (Ef. 5,25) og i Guds søns lydighed mod Faderen (1. Kor. 11,3). At se dette underordningsforhold på anden måde end efter dets inderste væsen, hvad enten det sker i forsvar for underordningen eller i protest mod den, ville være ukristeligt, - igen: for så vidt da forholdet mellem mand og kvinde blev set uden Kristus. Det er den afgørelse, vi må træffe, om vi vil tænke ud fra Kristus eller blot ud fra en nok så uophævelig polarisering mellem mand og kvinde.
På samme måde forholder det sig med henvisningen af kvinden til det, der er hendes specifikke kald: "Men hun skal frelses under opfyldelse af sit moderkald - hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med ærbarhed" (1. Tim. 2,15). Kan vi trods al forståelig og spontan modsigelse fra vores erfaring egentlig høre, hvordan hendes medvirkning ved tilegnelsen af frelsen overfor den strafbyrde, der blev lagt på kvinden efter syndefaldet (Genesis 3,16), - her kommer til orde? Og i pastoralbrevene, som fremstiller menigheden for os med rødder i hus og familie, findes direkte henvisning til det, man kan betegne som kvindens apostolat og som en kvindens apostoliske sukcession i trosoverleveringen og -undervisningen. Således minder Paulus Timotheus om "din oprigtige tro, den, som først boede i din mormoder Lois og din moder Eunike og nu - det er jeg vis på - også bor i dig" (2.Timotheus 1,5). De fleste af os kan takke dette moderlige apostolat for vores første trosundervisning, og hvem skulle være uvidende om, hvad der ville ske, hvis den blev forsømt?
Fortolkerne minder om, at disse og lignende henvisninger retter sig mod en afvisning og forsømmelse af ægteskab og familie, sådan som Gnosticismen på den tid var talsmand for det.
Menigheden i Korinth, som bryder konsensus med de andre kirker og modsiger Guds ord, bliver spurgt: "Eller er det måske fra jer, Guds ord er gået ud? Eller er det til jer alene, det er kommet?" (1. Kor.14,36). Menigheden må altså spørge sig selv, om den ikke her sætter sit eget ord i stedet for Guds ord.
3. Dermed kommer vi til den tredie grund, som hvert åndeligt krav, der ikke stemmer overens med menighedernes/kirkernes konsensus og Guds ord, vil blive konfronteret med, "at hvad jeg skriver til jer, er påbud fra Herren. Men er der nogen, der ikke anerkender det, så bliver han heller ikke anerkendt" (1.Kor. 14,37-38). Denne påberåbelse af Herrens bud indeslutter alt det, som tidligere er blevet sagt om ordningen i menigheden, altså også om tiepåbudet.
En sådan påberåbelse af Herrens ord og bud findes flere gange hos Paulus og hver gang på ganske afgørende steder: 1. Korinther 9,14 ved forbudet mod skilsmisse og genægteskab. Vi ved, hvor let det springes over hos os! 1. Korinther 9,14 ved henvisningen til, at evangeliets forkyndere også skal og bør leve af evangeliet, dvs. af menighedens underhold. 1. Kor. 11,23 vedrørende indstiftelsen af Den hellige nadver, som af visse grupper bliver gjort til en privatforanstaltning. 1. Kor.15,3, sml. Galater 1,12, vedrørende indhold og overdragelse af evangelieforkyndelsen ligesom 1. Thessaloniker 4,15 om Kristi genkomst og dødes opstandelse.
Trods alle de argumenter, der ellers findes, er det højeste trin af forpligtethed nået med Herrens ord og bud, og for apostelen følger heraf: "Men er der nogen, der ikke anerkender det, så bliver han heller ikke anerkendt", hvorved der kan tænkes såvel på det kirkelige fællesskab som på anerkendelsen eller forkastelsen i endetidens dom ved Jesus Kristus selv. Om vi vil det eller ej, efter tekstens ordlyd drejer det sig på dette sted om det, der i sidste instans er frelsesafgørende.
Herefter er ordination af kvinder ikke blot og bart et spørgsmål om kirkelig orden eller historisk skik og brug, men for apostelen drejer det sig her om fællesskabet kirkerne imellem og deres lydighed mod Herrens ord.
Dermed står vi ved det punkt, der indholdsmæssigt ud fra Guds ord udgør samvittighedsafgørelsen i spørgsmålet om ordination af kvinder. Og den kristne menighed har ud over hele verden og op til vor tid i alle kirker til stadighed forstået det sådan og forholdt sig i overensstemmelse hermed.
Den, der skønner anderledes, bliver nødt til ikke blot for sig selv, men også for menighedens medlemmer at indrømme, at han viger udenom og unddrager sig denne tredobbelte begrundelse vedrørende den økumeniske konsensus, Guds lov og Herrens ord og bud. Denne unddragelse plejer at ske, hvad jeg ikke behøver nøjere at redegøre for, med den påstand, at det drejer sig om et senere indskud i 1. Timotheus 2 eller om et bud, der er bundet til de historiske og samfundsmæssige tilstande på den tid og er begrænset dertil.
Også og formodentlig netop en ikke-theolog vil mærke, hvordan alt på den måde kommer i skred, når vi mere og mere og tilsidst helt tilslutter os fordringerne i tiden og den til enhver tid herskende mening om kirkens lære og orden, sådan som det faktisk allerede også gennem synodalbeslutninger sker i mange andre tilfælde, som jeg helst ikke vil nævne. Menigheden gør sig til herre over herrens ord. Jeg knytter hertil endnu en tankevækkende henvisning: I kirkens historie har der til stadighed været situationer, hvor kvinder måtte overtage mænds tjenester, fordi der var mangel på mænd. Således har også Den bekendende kirkes broderråd i Den gammelpreussiske union i krigsåret 1942 fattet to parallelle beslutninger om "Kvindelige vikarers tjeneste" og "Evangeliets forkyndelse ved kvinder".8) Begge beslutninger tjente til overvindelse af vakancenøden og til præstcløse menigheders forsyning af præster. Dermed blev der gjort en klar afgrænsning af opgaverne til at gælde denne nødsituation: men derudfra blev der ikke draget konsekvenser i retning af en generel ordination af kvinder.
Ved gennemførelsen kvinders ordination siden tresserne handlede det derimod aldrig om menighedernes behov og deres forsyning af præster, særlig ikke da den såkaldte "theologhølge" allerede var ved at aftegne sig. Bestemmende blev tværtimod fordringer og idealer, som har deres oprindelse uden for kirken.
Men for dem, der afviser ordination af kvinder til det menighedsiedende embede, som derfor heller ikke vil være parat til at anerkende og modtage denne tjeneste, som heller ikke er parat til at ordinere kvinder eller samarbejde med ordinerede kvinder, ja også for de theologisk uddannede kvinder, som ikke vil lade sig ordinere, drejer det sig her om en ægte tros- og samvittighedsafgørelse, der på den ene eller anden måde må være og vil forblive kirkeadskillende.
Den, der afgør sig for ordination af kvinder, afgør sig altså mod kirkernes konsensus, mod Guds lov og mod Herrens ord. Vedkommende afgør sig samtidig mod sådanne medlemmer af menigheden, som ved sig bundet til dette ord. Disse vil være tvunget enten til at give afkald på ordination, eller muligvis, som det også allerede er sket, til at konvertere, men muligvis også til at indgå kompromis med dårlig samvittighed. Det er virkelig slemt, når man så hører fra kirkelige embedsbærere, der har fået til opgave at ordinere, at nok er man usikker med henblik på skriftgrundlaget for ordination af kvinder, men kan dog erfaringsmæssigt iagttage godt arbejde af ordinerede kvinder. For dermed bliver skriftgrundlaget erstattet af succesprincippet, hvorved overtrædelsen af samtlige bud kan legitimeres. Det er et lige så slemt fænomen, når omvendt det principielle samtykke til ordination af kvinder nok gives, men denne ikke selv bliver udført. For så sker nøjagtig det, apostelen taler om: "Alt det, som ikke udspringer af tro, er synd" (Rom. 14,23).
3. Ligheden i rettigheder og mangfoldigheden af gaver
Det embede, vi taler om, hedder på latin "ministerium", på græsk "diakonia", og det betyder tjeneste. Den, der udfører det, betegner sig ligesom apostelen Paulus som "doulos", dvs, tjener, ja træl (f.eks. Rom 1,1) eller også som fange, der af Kristus bliver ført rundt i triumftog, ja endog som offer (Filipper 2,17, sml. 2. Korinther 2,14ff). Det burde vi alle huske på, når snakken går om "den gejstlige stands rettigheder", der enten skal forsvares eller tilkæmpes. Det kunne være, at der hos mænd og kvinder havde indsneget sig en embedsforståelse, hvor dette bibelske sagforhold fuldstændig er glemt og er blevet erstattet af rangordning, løntrin o.lign. For af gejstlig eller af præstelig stand er vi alle gennem dåben (sml. 1. Peter 2,9), og derfor er vi, som det hedder i Galaterne 3,28, uden forskel forårsaget af race, social stilling og køn "én i Kristus Jesus ", og det netop i al forskelhighed. Men embedet til den offentlige forkyndelse og forvaltning af sakramenterne er, som Luther flere gange har sagt det, en "tjeneste til bedste for præster". Dette er den ubestridelige lighed i rettighederne i den gejstlige stand, som er begrundet ved dåben.
Hvis vi nu kaster et blik på mangfoldigheden af gaver, kommer der så til det entydige Nej et som jeg håber forjættelsesfuldt Ja. Jeg citerer hertil den danske theolog Regin Prenter, der for år tilbage har ytret sig på samme måde som Peter Brunner og Hermann Dietzfelbinger og fremsat tilsvarende forslag. "Derfor må det også fremhæves, at et Nej til ordination af kvinder i dag egentlig kun har kraft, hvis det er forhundet med med et Ja til fornyelse af kvindernes tabte tjeneste i menigheden".9)
Jeg indskrænker mig til et par henvisninger, da dette tema sikkert ikke kan være genstand for forhandlingerne ved dette synodalmøde. Imidlertid mener jeg, det her handler om et vigtigt anliggende, der på ingen måde kun angår kvindelige, men også mandlige tjenester i menigheden i deres mangfoldighed og nødvendighed, hvor der hos os langt hen ad vejen har dannet sig et monopol på det menighedsledende embede på bekostning af andre tjenester. Det er utvivlsomt også betinget af manglende anerkendelse og ringe betaling. Det lider også de frivillige tjenester under.
Idet jeg går ud fra, at den kirkelige rang- og lønningsordning på ingen måde er bundet til Skrift og bekendelse eller dækket deraf, stiller jeg kun et par spørgsmål til videre overvejelse og - forhåbentlig - senere afgørelse: Hvad er der egentlig blevet af det mandlige og kvindelige diakonat i vor tid? Er der ikke også et stort antal mandlige theologistuderende, som efter evner, færdigheder og interesser er bedre egnede for helt andre opgaver også på det kirkelige område end for præsteembedet? Hvor i kirken er der opgaver, som på særlig måde, måske endda udelukkende og tiden at kunne erstattes af andre, er egnet for theologisk uddannede kvinder, også uden at de skal ordineres til det menighedsledende embede? Hidindtil har der nok, så vidt jeg ser, absolut været muligheder for det, men ingen tilsvarende veje for uddannelse og indstilling. Er der efter omstændighederne ikke også ansættelsesmuligheder, som er bedre egnet for en deltidsbeskæftigelse, der jo står i fuldstændig modsætning til præsteembedet, hvis dette da fordrer et menneskes totalindsats?
Praktiske forslag som tilskyndelse til videre overvejelser er gjort af Peter Brunner10) og Hermann Dietzfelhinger11). Nylig blev der i 1989 offentliggjort et dokument fra Den orthodokse kirkes økumeniske patriarkat: "Kvindens stilling i Den orthodokse kirke og spørgsmålet om ordination af kvinder", i hvilken der ligeledes til det entydige skriftbegrundede Nej er lavet konkrete forslag til en "større deltagelse af kvinder i kirkens liv" og til opgaver for theologisk uddannde kvinder12).
Det er meget beklageligt, at sådanne forslag ikke engang vinder gehør. I stedet forstærkes i tiltagende grad det menighedsledende præsteembedes monopolstilling på bekostning af andre tjenester og under forsømmelse af mange gaver og opgaver, i det mindste hvad angår den theologiske uddannehse. Her burde der tænkes efter og handles, ikke bare fordres og siges ja.
Afsluttende sammenfattende bemærkning
De står i dag over for den for hele VELKD og EKD og derudover for økumene spørgsmålet om ordination af kvinder fjernes, og det angår higervis mænd og skæbnesvangre afgørelse, at den sidste mulighed for et samvittighedsværn i kvinder, embedsbærere som menighedsmedlemmer.
Dette er forbundet med den formodentlig så vidt ses sidste mulighed for fornyelse ikke blot af en specifik kvindelig tjeneste i kirken, men også af mangfoldigheden af tjenester og gaver for mænd og kvinder.
Endelig, og dette sammenfatter det hele, handler det ved denne afgørelse om, at en kirke ikke ved brud med andre kirker andre steder og til andre tider må stille sig over Guds ord og Herrens udtrykkelige bud. En sådan afgørelse vender sig mod kirken selv. Kirken går i opløsning, hvor den ikke mere holder sig til sin Herres ord, og den går under i menneskelige meningers og samfundsmæssige strømningers terningespil (Ef 4,14). En sådan afgørelse har ingen virkekraft, selv hvis den ville blive antaget med hundrede procents tilslutning, for Guds ord i Den hellige skrifts ordlyd kan De ikke ændre og ikke ophæve i dets virkning på samvittighederne.
Gud give Dem i Deres overvejelser og afgørelser visdoms og forstands Ånd, som han har lovet sin menighed i Jesus Kristus. Han bevare vor kirke for at sætte sit eget ord i stedet for Guds ord.
NOTER:
1 Marianne Pflüger: "D: Theologinnenfrage in Bayern", i :100 Jahre Pfarrer- und Pfarrerinnenverein in Bayern, Nürnberg, 1991, s. 95.
2 Das geistliche Amt in der Kirche, Paderborn/Frankfurt, 1982, s. 103.
3 Dvs. fælles tjeneste i liturgien, særligt ved nadveren.
4 Luther på Rigsdagen i Worms 1521. WA 7,87.4f.
5 Svenska Kyrkans Fria Synod. Die Freie Synode der schwedischen Kirche, 1986, s.13.
6 Sml. 1. Timotheus 2,13-15; 1. Kor. 11,1-16 og Efeser 5,21 ff.
7 Roloff: Der erste Brief an Timotheus, Neukirchener Verlag/Benziger Verlag, 1988, s. 140.
8 I: Um Verkundigung und Ordnung der Kirche. Die Bekenntnissynoden der Evangelisehen Kirche der Altpreussischen Union 1934-43, Bielefeldt, 1949, s. 91 f.
9 Die Ordination der Frauen zu dem uberlieferten Pfarramt der lutherischen Kirche, Berlin- Hamburg, 1967, (Luthertum, H.28), s.17.
10 "Das Hirtenamt und die Frau", i: Vw Ecclesia. Gesammelte Aufsåtze zur dogmatischen Theologie, Bd.1, 2.Aufl. Fürth 1990, s.310-338.
11 Mündige Welt, Mündige Gemeinde, Mündiger Christ, Wachstumsprohleme in der evangelisch-lutherisehen Kirche, München l966, s. 58ff.
12 Tysk oversættelse i: Homiletisch-Liturgisches Korrespondenzblatt, NF, Jg.8 (1990/91), Nr. 32, s. 496-507.