Refleksjoner ved et 1700 års jubilæum
(Artikkelen er hentet fra Nyt Babel, juli 2025: http://nytbabel.dk/39/?artikel=1560)
Et jubilæum eller en rund fødselsdag er anledning til fest og fejring og også til refleksion – over fortid, nutid og fremtid.
I år har hele den verdensomspændende kristne kirke anledning til fest og fejring i anledning af 1700-året for det centrale kirkemøde i Nikæa. Dybe teologiske modsætninger og stridsspørgsmål truede med at splintre den kirke, som forinden var blevet dybt mærket af perioder med forfølgelser og ydre modstand. Hvad betyder det, at Gud er treenig, og i hvilken forstand er Jesus Guds Søn? Sådanne store og dybe temaer stod striden om – helt centrale for Kirken og den kristne tro.
Mødet mundede bl.a. ud i vedtagelsen af den trosbekendelse, som med tilføjelser fra kirkemødet i Konstantinopel i 381 er den mest udbredte formulering af, hvad den kristne tro går ud på. Den såkaldt ’nikæno-konstantinopolitanske’ trosbekendelse har en udbredelse og en betydning, som dårligt kan overvurderes, og dens udsagn om den treenige Gud og om Jesus som både sand Gud og sandt menneske har været helt centrale og bærende for kristen tro, teologi og forkyndelse siden 300-tallet. Kirkemødet i 325 er blevet betegnet som ’kirkens vigtigste dogmatiske fundament’[i], og de tre oldkirkelige bekendelser er tilsammen blevet kaldt ’Oldkirkens teologiske testamente’.[ii]
Det er en fest værd!
Selve kirkemødet var angivelig en stor begivenhed og en rørende oplevelse. Ganske få år forinden havde voldsomme forfølgelser ramt Kirken. Malerisk er det beskrevet om mødet, at ’her mødtes martyrer og teologer, verdensforagtere og politikere, oldinge og mænd i deres ungdomskraft. En sådan forsamling har aldrig før eller siden i kirkens historie fundet sted. Deltagerne havde næsten alle været med i den værste af alle forfølgelser, havde været jagede som dyr, havde smægtet i fængslet eller trællet i bjergværker; mange savnede lemmer, som torturen havde berøvet dem, eller gik krumbøjede og arrede omkring efter marterredskabernes greb. Det var en forsamling af mænd, der med deres blod havde vist bestandigheden i deres tro’.[iii]
Et kirkemøde som dét i 325 holdes ikke for sjov. Det er en alvorlig sag. Den dybeste anledning og formål er at afklare spørgsmål og emner, som er bærende og afgørende for Kirken og den kristne tro. Udgangspunktet og opgaven er at trænge så dybt ned i den bibelske fremstilling af Gud og hans gerninger som muligt – og at fastholde denne fremstilling.
Fædrene til Den nikænske bekendelse var dybt bevidste om alvoren og dybden i emnerne, og de stod inde for bekendelsens ord - med ’eskatologisk alvor’, som det er blevet formueret.[iv] De var ikke fejlfrie, og politiske hensyn og menneskelig skrøbelighed lå på lur. Alligevel kan det siges, at ’evangeliets sandhed blev formuleret ved et samspil mellem menneskers forvirring og Guds forsyn’.[v] På den baggrund blev mødet så afgørende og grundlæggende; det blev ’den ene, verdensomspændende Kirkes triumfdag’.[vi]
I dag kan nogle af Oldkirkens stridsspørgsmål forekomme i bedste fald fjerne og fremmede, hvis ikke direkte ligegyldige og overflødige. I dag er der andre ting på dagsordenen – også i relation til kirke og kristen tro.
Men vi skal ikke for hurtigt gøre os færdige med de centrale spørgsmål, Nikæa-mødet tog stilling til, eller bagatellisere det, kampene stod om. Det handler dybest set om intet mindre end spørgsmålet om, hvem Gud er, og hvad det betyder at tro på Ham. Så stort og vigtigt er det, som en tekst som den nikænske trosbekendelse skal hjælpe os med at fastholde.
Bekendelsens ord bygger på den forudsætning, at det faktisk kan formuleres, hvad den kristne tro handler om. Det har C. S. Lewis fastslået med ordene om, at ’hvis nogen skulle være fristet til at tænke, at ’kristendom’ er et ord, der betyder så meget forskelligt, at det i virkeligheden ingenting betyder, er det på ingen måde tilfældet. Grundlæggende kristendom er ikke en kedelig og tåget størrelse, der fortaber sig i teologiske uenigheder, men noget særdeles positivt, konsistent og håndfast’.[vii] Når der kan formuleres en bekendelse, en ’troens regel’, så forudsættes det dermed, ’at indholdet i troen fra begyndelsen er bestemt og altid forbliver den samme.’ Guds ord og frelsesværk kan formuleres på forskellig måde, men kan ikke tolkes frit og vilkårligt, for det, som sammenfattes i denne troens regel, den for troen afgørende tolkning, ligger i disse ord og begivenheder selv. Sådan forstår bekendelsen sig selv og sit indhold.[viii]
I 300-tallets begyndelse blev Kirken udfordret af en forkyndelse, der sagde, at Jesus ikke fuldt ud var Gud på linie med Gud Fader. På kirkemødet måtte man forholde sig til denne udfordring og finde så stærke og præcise formuleringer som muligt for at udtrykke troen på, at barnet i krybben og manden på korset på én gang var sand Gud og sandt menneske. Bekendelsens formuleringer om dette er alt andet end teologisk pindehuggeri eller perifert tankespind. De udtrykker tværtimod ’dette for tanken forargelige, men for troen vidunderlige paradoks’, som teologen Helge Haystrup har betegnet det[ix].
Undertiden bliver det pointeret, at i Kirken handler det om et menighedsfællesskab, ikke et meningsfællesskab. Det er en tanke, som let går i spænd med tidens postmoderne tanker, og faktisk er der en portion sandhed i det. I Kirken kan mennesker mødes i fælles tro – på kryds og tværs af forskellige holdninger og meninger og diverse forskelle i livsstil, traditioner, politisk observans osv..
Den augsburgske bekendelse siger, at ’der stadig vil vedblive at være een hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef. 4.5): ’Én tro, een dåb, een Gud og alles Fader’ osv..’ (CA 7). Altså: i kirken behøver man ikke være enige om alt. Langtfra.
Men der er samtidig noget, som er uundværligt og livsnødvendigt for Kirken og dens enhed: at ’evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig’. Den augsburgske bekendelse, som satte ord på, at man i Kirken ikke behøver være enige om alt, fastholdt samtidig den nikænske trosbekendelse som noget helt grundlæggende og ufravigeligt.
Helt fra begyndelsen af Den augsburgske Bekendelse fastslås det således, at ’menighederne lærer os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl’ (CA 1).
Når der opregnes en række eksempler på, hvad det ikke er nødvendigt at være enige om, hænger dette sammen med, at der modsat er noget, som det er afgørende for Kirken at holde fast ved i trofasthed og enighed: evangeliets lære og sakramenternes forvaltning. Det vidste man i Oldkirken og på reformationstiden, og dét må Kirken også i dag holde fokus på: troens enhed hænger sammen med troens enighed. Dét bør vi holde godt fast i – med ’eskatologisk alvor’.
Paulus taler i Efeser-brevet om at bygges op til enhed i troen – med det mål og perspektiv, at ’vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører og på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus’ (Ef. 4, 13-15).
Enhed i troen hænger sammen med at være sandheden tro – det vil bl.a. sige med lydhørhed og trofasthed over for de erkendelser og formuleringer, som Kirken i tidligere generationer gennem bøn og arbejde, granskning, kamp og strid nåede frem til.
Modsætningen til at ’drives hid og did af hver lærdoms vind’ er at være ’sandheden tro i kærlighed’. Det er man kun, hvor Kristus er hovedet, det centrale og altafgørende i troens og Kirkens liv. ’Enheden i troen’ hænger uløseligt sammen med ’erkendelsen af Guds Søn’. Enhed er altså en nært forbundet med enighed.
Gennem Kirkens historie har der løbende været tendenser til at glemme, nedtone eller helt opløse det paradoks, at Jesus er både sand Gud og sandt menneske. Men så snart man trækker noget fra på den ene eller den anden side af dét paradoks, er teologien og forkyndelsen på vej til at blive trukket skæv. Det stod klart i 325, og det har vist sig i mange variationer gennem Kirkens historie.[x]
Også i dag kan Jesus fremstilles mere som klog tænker, som etisk eksempel eller som særligt udrustet medmenneske, men altså ikke sand Gud, sådan som bekendelsens forfattere forstod det. Her anes nogle af de samme strømninger, som Kirken måtte tage livtag med også i sine første århundreder. Men går man ud ad den tangent, er man i færd med at tabe noget helt afgørende. Tanken om, at Jesus blot er en vejviser, et eksempel, et geni, hænger sammen med rationalistiske tendenser, som til stadighed ligger på lur og udfordrer kirkens forkyndelse.
Guds Søn blev undfanget, født, levede, døde, opstod og for til himmels ’for os og for vor frelse’, fastslår bekendelsen. Og i alt dette måtte han være ’af samme væsen som Faderen’. Er Jesus blot et spændende menneske med en særlig relation til Gud, så er vi mennesker i sidste ende overladt til at frelse os selv – og så bliver det dybest set uden mening at synge ’Hil dig, frelser og forsoner’. Er han derimod virkelig frelser og forsoner, måtte han være både Gud og menneske – begge dele sandt og helt. Altså: ’Er Guds Søn en skabning som andre, må skaberværket frelse sig selv. At kristendom derimod handler om, at Gud selv bliver menneske for at frelse mennesker, var kernen i evangeliet for mange af de teologer, der forsvarede den nikænske trosbekendelse’.[xi]
De, der på kirkemødet, sammensatte bekendelsens ord, ville ikke opløse paradokset om Kristi to naturer eller logisk forklare det, men derimod fastholde det i al dets underlighed og forunderlighed. Og så ville de sætte ord på det så kort og præcist, som de fandt det muligt – det paradoks, som er både forargeligt og vidunderligt. Derfor blev bekendelsen udformet i en atmosfære af ’eskatologisk alvor’; for tales der usandt om Kristus ved f.eks. at fremstille ham blot som et menneske eller på anden måde nedjustere troen på hans væsensenhed med Gud Fader, er man i sidste ende i færd med at tage ham fra mennesker og tømme troen for indhold. Det handler altså om selve kernen i evangeliet.
’Jesus er Herren’, har Kirken troet og bekendt helt fra begyndelsen.[xii] Her siges det, at Jesus ikke blot er et særligt menneske, men ét med Faderen. Den bekendelse kan Kirken ikke opgive. Gud er i kød og blod gået ind i menneskehedens historie, og Kirken holder fast ved denne bekendelse til ham – i al dens fylde og dybde og med alle dens paradokser og al dens gådefuldhed.[xiii] Poetisk er det kort og prægnant formuleret sådan: ’Du, Gud Faders enbårne Søn, mand i lys, men dog Gud i løn’.[xiv]
En trosbekendelse er ikke en ’kanonisk’ tekst på linie med Bibelen, men derimod en hjælp til at fastholde troen på og forståelsen af, hvem Gud er. Derfor henviser den nikænske trosbekendelse også direkte til Bibelen med ordene om, at Jesus ’blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne’. Bekendelsen henter altså sin autoritet og troværdighed i og med sin overensstemmelse med Bibelen. Den er en komprimeret formulering af Guds selvåbenbaring ifølge skrifterne.
Bekendelsen vil ikke forklare, men forsvare og fastholde Bibelens beskrivelse af Guds væsen og gerninger. ’Bekendelsen vil netop sammenfatte i en kort sum, hvad den opfatter som hovedsagen i skrifternes vidnesbyrd’. [xv] Altså: bekendelsen vil ikke forklare, men forsvare og bevare.
Men som sådan er bekendelsens ord ikke blot beregnet til positiv overvejelse eller som beskrivelse af en mulig tolkning. Den går ikke på kompromis eller kommer vranglæren i møde, men taler med fasthed og selvbevidsthed. Bekendelsen er ’den varedeklaration, som garanterer lærens ægthed, sandhed og apostoliske udspring’.[xvi] For så vidt bekendelsen faktisk bekender Guds ord, kan den selv betegnes som Guds ord. ’Derfor sætter kirken bekendelsen højt og vurderer den som livsvigtig for troen og Guds menighed… Den hører med til kirkens sande liv’.[xvii]
At holde fast ved dette er derfor til alle tider en livsvigtig opgave for Kirken. Med et enkelt ord kan det kaldes ’bekendelsestroskab’. Det ord klinger måske i nogle øren som noget fremmed eller uhåndterligt eller måske direkte frastødende. Egentlig er dét underligt, for begge ordets dele – bekendelse og troskab – er i kristen sammenhæng entydigt positive begreber.
Bekendelsestroskab handler ikke om bevidstløs eller ureflekteret gentagelse af bestemte ord eller formuleringer, men om åbenhed og ydmyghed også i forhold til udsagn, der kolliderer med tidens tankestrømme og filosofiske forudsætninger – eller sprænger den enkeltes egen forståelsesramme.
Troskab mod bekendelsen handler om at holde fokus på og holde fast i de dybe erkendelser, som Kirken i fjerne fortider gennem grublen og granskning og til tider gennem både blod, sved og tårer nåede fem til. Bekendelsen vil ikke mindst to ting: være et værn mod usunde og usande tendenser i forkyndelse og teologi – og samtidig med sine store, stærke ord være med til at styrke den enkeltes og menighedens tro og løfte dens lovsang. Bekendelsen er Kirkens fælles ’Ja og Amen’ til Guds ord og selvåbenbaring. Sagt anderledes: Den er ’det ved Helligånden virkede svar på Guds nådeshandlen’.[xviii] Selv om man rent sprogligt indleder med ’Jeg tror…’ (’Credo…’), så er der tale om ’Kirkens bekendelse, som ikke kun bliver aflagt af et ’Jeg’, men af et ’Vi’’.[xix]
Bekendelsen pointerer netop, at alt hvad den fortæller om Guds Søn – at Han blev menneske, levede, led, døde, opstod og fór til himmels – gjorde han ’for os og for vor frelse’. Her røres ved selve evangeliets inderste nerver, og her er der uvurderlig næring for troen og lovsangen.
Bekendelsens ord rummer – også selv om de umiddelbart måtte opleves som tørre, livløse og uinspirerende – netop stof og kraft til menighedens og den enkeltes trosliv og vidnesbyrd. Når følelsen og erfaringen af troen tørrer ind og ikke giver megen næring til trøst og glæde og frimodighed, så bliver bekendelsens ord stående som en kilde, der bliver ved at rinde med klart, rent vand.
Teologen Leif Andersen har formuleret dette stærkt: ’Desværre er lærepunkter og troslære blevet fyord. Det er, fordi man ikke har været derude endnu, hvor dogmet er det eneste, der holder mig i liv. Når al erfaring forsvinder, så er dogmet det eneste, der forsikrer mig om Guds kærlighed. Derfor skal vi bevare og forsvare dogmet som fundament. Ikke som noget, man kan slå folk i hovedet med, men som en klippe at stå på’.[xx]
Luthers ord om den apostolske trosbekendelse gælder lige fuldt om den nikænske: ’Se, her har du hele Guds væsen, vilje og gerning på det skønneste afmalet i ganske få og dog rige ord, hvori al vor visdom består, som overgår og ligger over al menneskelig visdom, tanke og fornuft… Her har du det alt sammen på det allerrigeste; thi her har han selv i alle tre artikler åbenbaret og opladt sit faderlige hjertes og sin helt uudgrundelige kærligheds dybeste grund.’[xxi]
Jo, jubilæet for kirkemødet i Nikæa og for den bekendelse, som det formulerede, er en fest og en fejring værd. Men fine fester og lange foredrag er ikke det vigtigste – endsige søvndyssende og halvstuderede tidsskriftsartikler… Den allerfineste fejring og vigtigste ære får jubilaren, hvis mennesker, menigheder og kirkesamfund gør det, som var det dybeste formål med det hele: holder fast ved bekendelsen til den treenige Gud og til Jesus Kristus som sand Gud og sandt menneske.
At gøre dét med glæde og frimodighed, i dyb undren og taknemmelighed og i fast tillid til Guds egen selvåbenbaring, dét er at fejre den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse – og dybest set at ære Gud.
Kristian S. Larsen, formand i Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse (KSBB)
[i] Gebremedhin, Ezra: Arvet från kyrkofäderna, Artos Bokförlag 1993, s. 157
[ii] Skard, Bjarne: Inkarnasjonen, Land og Kirke, Oslo 1951, s. 10
[iii] Hj. Holmquist og Nørregaard, Jens: Kirkehistorie bd. 1, Akademisk Forlag 1992, s. 161-162
[iv] Aalen, Leiv: Dogmatisk Grunnriss, Menighetsfakultetet 1982, s. 52-53
[vi] Giertz, Bo: Kristi Kirke, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1941, s. 34
[vii] Lewis, C. S.: Gud på anklagebænken, ProRex Forlag 2024 s. 379
[viii] Hägglund, Bengt: Sanningens regel, Artos & Norma Bokförlag, 2010, s. 45
[ix] Haystrup, Helge: Kristusbekendelsen i Oldkirken, København 1979, s. 9
[x] F.eks. kan teologien hos indflydelsesrige teologer som Fr. Schleiermacher og R. Bultmann ses som moderne udgaver af vranglære kendt fra Oldkirken (hhv. ebjonitisme og doketisme); Prenter, Regin: Skabelse og Genløsning, G. E. C. Gads Forlag 1955, s. 386; 398
[xi] Steenbuch, Johannes Aakjær: Lys af lys, Fønix 2025, s. 88
[xii] Luk. 2,11; Joh. 20,28; Fil. 2,11; 1. Kor. 8,6
[xiii] Sasse, Hermann: In Statu Confessionis, bd. II, Verlag die Spur 1976, s. 22-42
[xvi] Persson, Magnus: Helkyrklighet, EFS Budbäraren, 2022, s. 134
[xvii] Valen-Sendstad, Aksel: Troens fundamenter, Forlaget Kolon 1996, s. 212
[xviii] Okkels, Hans Olav: Økumenik og konfessionalitet, i: Hermansen, Boe Johannes: Seirens krone er henlagt til alle Daniels Menn, Efrem forlag 2016, s. 353
[xix] Sasse, Hermann: In Statu Confessionis, Verlag Die Spur, bd. 1 1975, s. 15
[xx] i: Nielsen, Jørgen Hedager: Den dybe sammenhæng, Lohse 2024 s. 189
[xxi] Luthers forklaring til Den store Katekismus, i: Den danske Folkekirkens Bekendelsskrifter samt Dr. Martin Luthers store Katekismus, Ejner Munksgaards forlag 1955, s. 163-164
