En teglsten med centrale Bonhoeffer-tekster

28.05.2026
Thomas Forum Lollike
Bokomtale Tyskland Tysk kirkeliv Kirkehistorie Teologi

Bokanmeldelse

En teglsten med centrale Bonhoeffer-tekster

 

Dietrich Bonhoeffer:

Underet der gennembryder verden. I kamp for kirkens sandhed.

Tekster fra 1932-1943, Bind 1: 1932-36.

Udvalgt og oversat af Erik H. Bennetzen.

520 sider. Lohse 2026. Kr. 349,95

 

Det er altid en fest at få lov til at læse Bonhoeffer – og en stor glæde, at der fortsat bliver oversat til dansk. Han er en af de mest markante skikkelser i evangelisk europæisk kirkehistorie og fortjener at blive læst i generationer fremover. Det har Lohse nu gjort endnu mere muligt med denne teglsten af en bog på 520 sider.

Fra tidligere findes der flere Bonhoeffer-udgivelser på dansk, mest kendt Efterfølgelse, hvor han skriver om, hvad det kræver at følge Jesus, og hvor han tager et kraftigt opgør med det, han kalder ”den billige nåde”. Bonhoeffer er kendt for to ting: at være en varm og sjælesørgerisk forfatter – og samtidig radikal. Og så er han kendt for at være blevet dræbt af nazisterne i 1945. Henrettelsen virker meningsløs, men var formentlig en symboltung handling fra nazistisk side, der på det tidspunkt vidste, at krigen var tabt. Drabet på Bonhoeffer minder på sin vis om drabet på vores egen modstandsmand Kaj Munk: et forsøg på at ramme fjenden hårdest muligt, selv når slaget allerede var tabt. Men hvor Munk er læst af tusinder, er Bonhoeffer læst af millioner.

Bogen er ikke for dem, der vil begynde med Bonhoeffer. Den er tidvis tung og kræver forhåndskendskab. Vil man lære hans syn på det kristne liv at kende, må man læse hans egne bøger. Dette er ikke en bog af Bonhoeffer, men en samling af breve, artikler og prædikener/foredrag. For præster og teologistuderende i Danmark burde den dog være obligatorisk læsning. Den fortæller meget om, hvad det vil sige at være præst.

At der er tale om breve, prædikener og teologiske kommentarer, har betydning for anmeldelsen. Der er mange tematikker, og Bonhoeffer havde naturligvis ikke tænkt, at hans breve skulle læses af andre eller indgå i et system. De er ikke fagartikler, og derfor kan de ikke analyseres som en sammenhængende bog. Dét er vigtigt at have med som ramme.

I brevene får vi indblik i hans brevveksling med en af datidens største teologer, Karl Barth. Vi møder hans kamp for Bekendelseskirken i Tyskland og hans modstand mod nazistisk ideologi. I den historiske sammenhæng møder vi også hans tanker om, hvordan et pastoralseminarium som refugium skulle se ud.

Det gjorde indtryk at læse, at han forventede, at de, der var på dette refugium, skulle begynde dagen med en halv times bibellæsning. Og det var en øjenåbner for mig, da han skriver, at en præst, der ikke beder for sin menighed hver dag, ikke er en præst – og at en menighed, der ikke beder for sin præst hver dag, ikke er en menighed. Efter at have læst det, har jeg næsten hver dag bedt for den kirke, jeg er præst i. Man kan ikke lade være med at blive grebet af hans kamp for, at evangeliet i den tyske folkekirke skal lyde, samtidig med at han med sorg ser, hvordan det formørkes.

Vi møder også en Bonhoeffer, der kæmper for enhed i Guds rige. Han arbejder for en økumenisk kirke på forbilledlig vis. Hans vilje til at elske kommer tydeligt frem i en af prædikenerne, hvor han siger: ”En sag eller et menneske, som vi hader, tager vi altid fejl af. Kun et menneske, vi elsker, forstår vi helt.” Lidt længere nede siger han: ”Al virkelig erkendelse er et stykke kærlighed.” Det er også et kald til os i dag. Gud vil enhed. Vi skal kæmpe for enhed, elske vores brødre og søstre, se de bedste intentioner i det, der gøres, og søge Gud sammen i kærlighed.

Sognepræst Thomas Forum Lollike

https://www.fbb.nu/artikkel/i-kamp-for-kirkens-sannhet/